e Husmandskonen tilbage.

-Herregud, gaar de og klae'er hende, klynkede Sofie sagte med et eget
tilfredsstillet Tonefald midt i Bedrovelsen. Hun fik Skoene af, mens
Bollings lange Lallen lod gennem Huset. Hun sneg sig ind gennem Stuen
og aabnede Salsdoren uden Lyd.

Tinka og Gusta gik blege om i det saere Lys fra de mange Lagener.

-Maa En se hende, hviskede Sofie skraemt og sky.

Tinka og Gusta svarede ikke, men drejede kun Hovedet om mod den hvide
Baare.

Sofie graed en Tid, mens hun loftede Lagenet fra det stille Ansigt. Saa
gik hun rundt om Sengen og eftersaa laenge "Klaedningen".

-Saa ska' der Lagener over det Hele? sagde hun hviskende.

Men de svarede hende ikke.

Klokkerne begyndte at ringe til Lieutenant Appels Begravelse, og ovre
i Kroen stod Fru Appel af Vognen indhyllet i sine lange Slor.

Madam Henrichsen kom ud for at hjaelpe hende og sagde, at "Tine i
Skolen" var dod til Morgen. Fru Appel spurgte: Naar? med et Ansigt,
som horte hun ikke og uden at vente paa Svaret--som om der ikke
fandtes andre Dode end hendes Son.

Sofie vendte tilbage til Kokkenet.

-Ja--nu har de klae'et hende, sagde hun graedende og fik Skoene paa
igen: Hun ligger forresten rigtig kont--i lutter hvide Taepper.

Hun torrede sine Ojne, og pludselig sagde hun i en helt anden Tone:

-Gi'es her ikke en Kop Kaffe?--En taver rent sin Fatning under all' de
Sorgens Tildragelser.

Husmandskonen begyndte at tilberede Drikken helt inde i Dybet af
Skorstenen, for hvis Madammen skulde komme ud.

Men Madam Balling kom ikke ud. Hun sad hos Bolling og klappede og
klappede hans famlende urolige Haender. Helst havde hun begravet
sig--langt, langt borte. Hun var saa angstfuld og saa bange for alle
de Folk, der nu kom sammen, og Praesterne, der vilde komme--nu skulde
de alle "domme over hendes Tine".

Ude paa Pladsen begyndte Koner og Piger at samles. De var krobet frem
fra Husene for forste Gang efter Dybboldagen og horte nu om Ulykken.
De listede stille omkring, som om de ikke turde traede paa Fodderne, og
hviskede med sky og skraemte Stemmer foran de tre lagendaekkede Vinduer.

Sofie var kommen ud i fri Luft og gik og graed rundt fra Klynge til
Klynge. Hun gav hver Besked under en ustanselig Snoften.

-Saa ser jeg jo hendes Sko at staa _der_ paa Graesset--og saa begyndte
jeg jo strax at _skrig'_ ... Aa--Gud, for Syn--Gud, for Syn....

De tre Gaardkoner, der om Sondagen drak Kaffe i Skolen, gik tause og
stive op ad Trappen. De ble