Haand.

* * * * *

Det var Hans Hojaervaerdighed Biskoppens Vogn, som kom frem for Skolen.
Han vilde blot se til gamle Bolling.

Han kom tilbage, forbi den nejende Madam Bolling, og vilde igen staa
op i sin Kaleche, da en hojtstaaende Stabsofficer red med et Par
Ledsagere over Pladsen.

Stabsofficeren stod af Hesten, og efter at have vexlet Hilsener, gik
de ind paa Kirkegaarden--han og Bispen.

Fra Hojen over Paradisvejen saa de over mod Vest.

-Skal der rommes? spurgte Bispen.

-Nej, _vi bliver.--Man vil_, vi skal blive.

Officerens Stemme var saert tydelig og han saa frem for sig, mod
Skanserne.

Bispen taug lidt; hans Mund skaelvede en Smule. Saa sagde han;

-Ja, de Maend er sig i Sandhed deres Ansvar bevidste.

Nogen Tid stod de tause. Solen var sin Nedgang naer. Den sank i et
luende Rodt, som havde den kolde Himmel opsuget alt Jordens Blod.

Saa vendte de sig og uden flere Ord gik de hen mellem Gravene.

Biskoppen stod op i sin Vogn, men Officeren slap ikke hans Haand Saa
mumlede Bispen et "Lev vel" og korte bort.

Paa Pladsen drog en Time efter de Naeste ind. En Stund var Kroen
belejret. Soldaterne havde megen Torst Saa blev der hurtig stille.

Kun fra Kroen skingrede Madam Henrichsens Stemme ud fra Gaestestuen,
gennem Doren mellem Sojlerne. Hendes Piger kom ikke og man horte
hendes Raab ude i Gaarden.

... Kanonerne lod uforstyrrelig gennem Natten.

Det bankede paa Skolens Dor, der allerede var i Laas.

-Det er mig, sagde Tine.

Madam Bolling lukkede op. Hun saa kun sin Datter som en Skygge imod
Morket.

* * * * *

Natten gik, og Dagen lysnede.

Det var naer ved Middag naesten, for man paa Pladsen vidste, at nu
stormedes Dybbol.

X

... Til ud paa sidste Nat havde de hort de Saaredes Jammer, der
slaebtes forbi til Horup Hav--nu horte man hver Stonnen saa langt
gennem Stilheden.

Og saa var alt blevet tyst.

Dagen kom. Det var, som var Pladsen dod. Smedjen stod tom, og Smeden
kom ikke til sin Gerning. Ingen aabnede Kroens lukkede Dor.

Madam Bolling og Tine sad, pakkede i Sjaler, Time paa Time, kun
stirrende og stumme. Nu og da rejste Madam Bolling sig og, raadlos,
gik hun frem og tilbage foran sin Stol i Krogen--som et sygt Dyr.

-Vil du ikke spise? sagde hun.

-Nej Tak.

Atter satte Madam Bolling sig. Bolling vaagnede. Ordene blev kun til
utydelig Lallen i hans Mund, og han famlede om Postillen, indtil T