Bord. Hun saa ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun
horte ikke Faderen, der laeste op af de gamle Boger.

Kanonerne lod som det maegtige Brus af en bortrullende Flod; paa
Pladsen horte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling.

Stojen tog til, og Tine horte Kommandoraabene gennem Larmen--hver
enkelt Stemme syntes hun, at hun kendte igen.

Og atter lod Signaler og igen Kommando og saa Skridtene ... af dem,
der drog bort.

Madam Bolling stod igen paa Trappen og gik atter ind.

-Aa Gud--aa Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; _at de skal
derud og do_.

Tine horte kun Skridtene--de blev svagere, svagere.

Han var borte nu.

Og et Ojeblik var det, som al Bedovelsen veg fra hende. Hun talte til
sin Moder med hastig Stemme; hun sagde: Det er vel bedst, jeg gaar
derned. Sofie gor ingenting.

Og ilfaerdigt gik hun ud og lob ned gennem Gyden--hvor hastigt den jog,
hendes ilende Skygge--ned over Marken. Der modte hun Tinka.

-Hvor skal du hen? spurgte Tinka.

-_Derned._

Tine stansede ikke, men lob kun.

Laenge stod Tinka og saa efter hende, til hun forsvandt, over Gaerdet,
ved Dammen.

Hun lob ind gennem Haven, i Stuerne: hun maatte se dem igen. Hun vilde
vaere _der_.

-Og saa drog de da bort!--det var Sofie, som flaebende lob hende i
Haelene, varierende samme Ord uafladelig.

Tine slog sig ned paa _hans_ Plads ved Skrivebordet med Lampen.

-Nu er de derud', graed Sofie, som sad i Sofaen ligeoverfor. Aa, Jesus,
nu er de derud'....

Der laa et Brev i den opslagne Mappe. Tine laeste Datoen den 16. April.

-Og hvem ved, hvem der om en Tim' drages med Doden, sagde Sofie.

Tine vendte det forste Blad. Hun vidste vel knap, at hun blev ved at
laese: Det Brev _kendte_ hun; det var alle Ordene fra de gamle Breve
--dem, Fru Berg havde laest saa tidt. Her havde hver Saetning samme
Klang, her stod i hver Linje alle de gamle Navne--til Fruen.

Og mens Sofie blev ved at klynke, faldt Tine Bollings Hoved tungt ned
mod Skovriderens Bord.

Han havde kun _taget hende_--taget hende for et Nu.

... Skumringen sank over Stuen. Sofie var falden i Sovn i sin Krog.

Kanonerne lod med Helvedslarm som ingensinde for. Fra Staldene brolte
det skraemte Kvaeg med tudende angstfulde Brol som paa en Sommermark,
hvor Lyn slaar ned i Hjorden.

Tine laa ned paa Knae--med Hovedet mod Fruens Brev. Hun maerkede noget
varmt mod sine Haender: det var Ajax og Hektor, som havde lagt sig paa
Taeppet.

De slikkede hendes