rn, sagde Madam Bolling og tog hende mildt om
Haaret: hvor du sukker.

Tine holdt Moderens Haender saa fast over sit Haar som til et langt
Kaertegn:

-Ja, Mo'er, ja, Mo'er, hviskede hun ud i Luften.

Laenge stod hun ved Faderens Seng. Alle Bevaegelser gjorde hun lange og
dvaelende, ligesom om hun maalte dem og iagttog hun dem selv.

Hun kyssede Moderen til Godnat og hun tovede endnu et Ojeblik--saa
gik hun op. Hun bar forsigtig Lyset over Loftet--for den spredte Halms
Skyld--og hun var inde.

Hun saa paa alt, paa Gardinerne, der var blevet skidne og graa, paa
Gulvet, der var slidt af de mange Fodder, og sin Seng, hvor fremmede
Maend havde ligget.

Her havde hun levet hele sit Liv.

Hun blev siddende stille paa Kanten af sin Seng foran det braendende
Lys. Nede horte hun Moderen sysle og snakke med sig selv og komme til
Ro.

-Er du i Seng? spurgte hun hviskende op for ikke at vaekke Bolling.

-Ja! svarede Tine.

-Saa Godnat, Barn.

-Godnat, Mo'er.

Alting blev stille. Tine blev siddende paa sin Seng. Hun horte kun de
to Gamles dybe Aandedrag op gennem Huset.

* * * * *

Det forste graa Dagsskaer faldt ind i Kamret, og Lyset var naesten
braendt ned, da Tine stod op og slukkede det. Hun gik stille ned og
aabnede varsomt Doren. Hun saa Kroen og Kirken og Smedens Hus og
vendte sig mod Skolen--en sidste Gang:

Der var Moders Plads bag Ruden og Randen af hendes Stol.

Langsomt gik hun hen ad Vejen; ved Hojen steg hun over Gaerdet ind i
Skovridergaardens Have, hvor Traeerne og Buskene og Roserne, som var
indvundne i Maatter, stod som Spogelser i Skumringen.

Tine gik op ad Havetrappen, og hun saa ind gennem Doren. Hun kendte
hver en Plet, og hver en Plet var lagt ode.

Tanker havde hun ikke--de var vel allerede dode. Hun bad heller ingen
om Tilgivelse. Hun vidste kun: nu maatte det vaere forbi.

Hun var allerede gaaet ned, men endnu en Gang vendte hun tilbage; hun
holdt Panden mod Ruden til sit eget Kammer og saa laenge ind.

Hun kom forbi Pigernes Vindu. Sofie sov med mange Torklaeder om sig,
ene, i den store Seng.

Hun horte Kvaeget blive uroligt i Stalden og Hanen galede hojlydt; og
hastigt gik hun ned imod Dammen.

I et Nu mindedes hun tusind Ting, og det var, som alle Stemmer, hun
elskede, talte til hende paa en Gang. Hun taenkte paa Herluf og paa
Aftnen, da de rejste, og paa Dagen, da Berg og hun gik her forbi over
Gaerdet; og paa Morgensangen, de sang i Skolen,