eren: til ham kunde hun gaa. Han
havde da "Magten over Tine"--ja, til ham kunde hun gaa. Og hun lod
alting staa og gik--hun vilde strax derned.

Hun tog kun et Sjal over Kappen og gik.

Hun blev ved at snakke med sig selv om Bolling og de Saarede og om
Vejen.

-Der er ikke banet Vej, sagde hun, der er ikke banet Vej. Og et
Ojeblik efter gentog hun paany:

-Og saa vil Tine rejse ... som om _det_ stod i Forbindelse med Vej og
Blod paa Trappen og alle Sporgsmaal under Solen.

Berg gik rundt i sin Stue, da Madam Bolling kom.

-Er det Dem? sagde han hurtig og stansede sin Gang.

Madam Bolling begyndte at gore saa mange Undskyldninger, mens hun
satte sig, fordi hun "altid skulde plage ham og hver havde nok i
Sit"....

-Men det er _det_, at Tine vil ta' bort, brod hun ud. Og hvad _ska'_
vi gore?

-Bort? sagde Berg; der kom en egen, besynderlig, lys Klang over det
hurtige Ord.

-Ja, til det Lasaret.

Der blev en lille Stilhed, mens Madam Bolling ventede. Men Berg sagde
kun i den samme hastige Tone og vendte sig:

-Ja--de traenger til Hjaelp derude.

Madam Bolling saa op, som om hun ikke havde forstaaet ham:

-Traenger? traenger? sagde hun. Hvem? hvem?

-Var'et de Syge? Var'et de Syge?--var Bolling da ikke syg?

Og Madam Bolling begyndte pludselig at tale i en hoj, skaendende,
fortvivlet og gennemtraengende Tone, som Berg aldrig havde hort:

-Hvem skulde hjaelpe, naar hun rejste? _hvem_? Var _her_ da intet at
hjaelpe? her--baade her og der? hvem? _Saa_ han da ikke sit eget Hus,
sit Hus, der forfaldt? Der var ingen Krog uden Smuds, ingen Vaeg uden
Plet--og Fruens, Fruens dejlige Ting blev lagt ode....

Hidsig blev hun ved at tale, pegende paa Gardinerne, der var graa, paa
Gulvtaeppet, der sledes bort, paa Bordene, som var stovede--skaeldende
foran den blege Berg, som forte de knyttede Haender op og ned foran sit
Bryst uden at kunne tale--til hun pludselig brast i Graad:

-Aa, nej, aa, nej, men ingen staar det ud, ingen staar det ud, jamrede
hun, mens hun graed.

-Men hun skal jo blive, hun maa jo blive, sagde Berg, blev han ved at
sige, forvirret, pint, uden at vide, hvad han selv sagde; for blot at
faa dette Menneske til at holde op, der graed, faa stanset den Graad,
den ulidelige Graad.

-Hun maa jo blive hos ham, sagde han; det er klart.

Han gik op og ned, op og ned.

-Og der er jo ingen Grund til at rejse, sagde han tilsidst.

Det var, som Berg selv folte en pludselig Ro, efter mange Timers
s