da hun var ganske
lille; og paa Appel, der var dod og paa Faderen og Moderen, som nu
skulde sidde alene.

En Gru greb hende og rejste alle Nerver--her skulde hun _do--do_.

Nej, hun _kunde_ ikke, hun _maatte_ leve--kunde ikke--tusinde Udveje,
tusinde Paaskud, tusinde Udflugter drev hende hjem til Livet i et
Nu....

Men saa skod hun langsomt Skoene af sine Fodder. Angsten var dod under
hendes Hjertes traette Smerte.

Haenderne havde hun foldet. Laeberne bed hun sammen. Med Blikket mod det
lille Lysthus gled hun ned i Dyndet.

... Nu var Dammen rolig.

Dagen kom.

* * * * *

Madam Bolling var vaagnet; Bolling havde sovet saa roligt og laa saa
godt endnu.

Hos Tine var der ogsaa stille. Madam Bolling hvilte selv et
Kvarterstid til, for hun bankede med en Stok i Loftet for at vaekke
Tine.

Men der blev ikke svaret

Madam Bolling stod op. Tine kunde nok traenge til Sovnen. Det var intet
Under, om hun sov ud en Gang. Moderen vilde lave Kaffen og bringe den
op, naar hun vaekkede hende--saa kunde hun drikke den paa Sengen.

Saa mange Gange hun havde bragt Kaffen op, Vintermorgener, naar det
var altfor koldt og Tine dog saa gerne laa lidt laenge.

Madam Bolling gik og talte med sig selv, mens hun fik alt i Orden. Men
saa vaagnede Bolling, og han maatte have sin Morgendrikke forst.

-Aa, Herregud, aa Herregud--saa snavs det er--Madam Bolling talte med
sig selv--saa snavs det er--man maa snart made ham nu--som et
Barn--naa, Bolling, naa ...

Han tog ikke mere om Koppen, han kunde ikke holde om nogenting.

Tilsidst kom Bolling dog lidt til Ro igen, og hun fik Kaffen paa
Bakken og gik op over Loftet.

Hun saa den tomme, urorte Seng, og et Ojeblik stod hun forvirret uden
at forstaa, for hendes Ben begyndte at vakle og hun lob hen over
Loftet og raabte, meningslost, ind i Gavlkammeret, ud af Lugen:

-Tine, Tine!

Saa taug hun igen. Hun taenkte: Bolling horer det.

Hun sogte at besinde sig, faa fat blot i en Tanke:

-Hun er naturligvis hos de Syge, sagde hun. Hun er hentet ned til de
Syge.

Hun gik ned, hendes Ben vilde ikke baere hende. Hun aabnede Doren, og
hun saa, hun var der ikke. Hun spurgte: Har De set min Datter? og hun
ventede ikke paa Svaret.

Hun sagde Gang paa Gang:

-Hvor det er Uret af Tine at gore mig saa forskraekket. Og greben af ny
Angst sagde hun:

-Men hvor er hun da? hvor er hun da?

Hun havde ikke sin Forstand mer, og hun begyndte at lobe gennem H