at gaa omkring ved det hvide Bord, puslende med
ingenting; hun taenkte ikke paa, at han tovede--lykkelig ved kun at
sysle her, hvor de skulde vaere sammen.

Saa horte hun hans Trin, og hun gik hen mod Doren.

Hun rakte Haenderne frem og smilede, men pludselig lod hun dem synke
igen--han saa dem ikke; og Ordene, hun havde laengtes efter at sige,
hun fik dem paa en Gang ikke frem; hun stod kun maallos, ventende, i
uforstaaende Angst foran hans aandsfravaerende Ojne, der ikke saa
hende, ikke kendte Kammeret igen, ikke hilste hende.

Hun gjorde kun en Bevaegelse--pludselig, maaske uden at vide det: hun
gik tilbage og hun stillede sig foran det lille Bord, saa hun skjulte
det, mens han traet satte sig ved Ovnen, stirrende frem for sig.

Tine blev staaende--gennem Mylret af Tanker og hendes Angst brod (vel
ogsaa med Glimtet af et Haab) paany det Ene: Hvor han har lidt! Og
frygtsom, mens hun naeppe berorte hans Skulder med sin Haand, sagde hun
sagte:

-Var det saa forfaerdeligt?

Det var, som om han vaagnede ved Lyden af hendes Stemme.

-Forfaerdeligt, sagde han kun.

Og ligesom om han overhovedet forst nu huskede "det", holdt han hendes
Hoved ned mod sin Skulder med en slap Haand og uden at tale, mens Tine
trykkede Ansigtet ind mod hans Kind--Taarerne brod frem af hendes
Ojne.

Saa bojede han sig--og halvt i Tanker, halvt af Medlidenhed--kyssede
han hendes stakkels Ansigt med et Par kolde Laeber.

Tine stod stille op og hun begyndte at tale som en, der
fryser--frygtsomt om Naetterne, om Skanserne der ude, om de Faldne.

Han svarede kort, i en Tone uden Liv.

Det var som hvert Svar gjorde Tine blegere og det naeste Sporgsmaal
endnu mere tonlost.

Hun taenkte kun paa et: at faa Bordet bort, om bag sin Seng.

Over dem hortes Officerernes traette Skridt; deres traege Tale var gaaet
helt i Staa, mens Berg, som om det dog var ham et Behag at fornemme
hendes Legeme ind mod sit, blev siddende og holdt hendes Hoved ind mod
sit Bryst.

Tine losnede hans Haand fra sit Hoved og stod op:

-Skal De ikke ind at spise med de andre? sagde hun med en Stemme uden
Lyd. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun kun haengte ved denne ene Tanke.

-Jo--det er vel Tid, sagde Berg og han gik.

Tine fulgte. Hun gjorde i Kokkenet alt i Stand. Officererne kom tause
ned, i Borgestuen begyndte Sofie at opvarte Sergeanterne, der spiste,
graadigt, men uden at faa Liv i de svidende Ojne.

Tine havde sat Maden til Officererne frem, og Sofie be