gyndte at bringe
den ind.

"Skovriderens Ret" bar Tine selv.

Officererne satte sig stille hen til Bordet og de begyndte at spise,
mens Sofie bod om til det tause Selskab med en uafladelig Lyd som en
ganske sagte Klynken, og Tine fulgte, stiv og ubevaegelig.

En og anden talte nu og da med et Udtryk, som horte han ikke sine egne
Ord og heller ikke Svaret. Saa sad de tause igen med det besynderlig
samme Udtryk i alle Ojne som en stirrende, bestandig Grunden.

Tine bod "Retten" om og kom til Berg. Han saa op paa hende, men hun
var ganske rolig. Det var kun, som blev hun langsomt mere og mere
bleg, som om alt Blodet svandt bort af hendes Legeme.

-Aa--det har Deres Moder bragt, sagde Berg.

Der gik blot en hastig Skaelven hen over Tines Ansigt og hun forsogte
at smile som til et Ja.

Officererne rejste sig fra Bordet, og, faamaelte, satte de sig rundtom
og fulgte med Ojnene Rogen af deres Cigar. Nu og da stod en Enkelt op
og han begyndte at gaa op og ned, som havde han glemt de andre,
mekanisk, som En, der forfolger en eneste, fix Tanke--og satte sig
igen paa den Plads, som han lige havde forladt.

Tine gik ud og ind og vendte bestandig tilbage for at vente et Blik
eller maaske blot for at hore hans Stemme og vaere, hvor han dog var.

Ovre fra Laden begyndte Folkene at synge--faa Stemmer og altfor
skingert.

En af Kaptajnerne tog Cigaren ud af sin Mund:

-Der er _de Nye_, sagde han tungt til Berg.

Sangen blev ved derude--fler Stemmer tog i; saa sagde Majoren, der
stod op:

-Naa, Lieutenant, har _De_ glemt at synge? Svar Folkene med en Vise.

Lovenhjelm gik ben til Klaveret og slog det op. Han sad saa underlig
stiv--som en Automat--mens han sang:

Har I laest den Berlingske Avis--
eller har I hort'et,
at en fornem Hertug i Paris
har sin Kone mordet?
Hun var lige gaaet i sin Seng,
dromte om sin Manne,--
han hed Hertug Choiseul Praslin,
hun hed li'esaadanne.

Baronen kom ind med et Par Korrespondenter i Folge--en Englaender og
den Sortsmudskede, som kom fra Hovedkvarteret; de hilste, mens
Lovenhjelm blev ved at synge og de Yngre faldt i med mekanisk aabnede
Munde, laenede Hovedet mod Vaeggen, stirrende ud i Luften:

... Ind kom Kammerpigen trippendes galant,
spurgte: "Hvad behaver?"
Men ved nojere Eftersyn hun fandt
Fruen rent Kadaver.
Hertugen den Tyverad
vaskede sig i et Fad,
aad en Ret forgiftet Mad,
braendte saa sin Slobrok.
Tralala, lalala, tralala.

San