s eller Maren--: med
fremstrakte Halse brolede Kvaeget kort og angstfuldt, med store, bange
Ojne, mens Tojret raslede svagt.

En Ko slog sin Tunge ud for at slikke Tines Haand. Det var Fanny, den
Blissede, Herlufs gamle Ko.

Og overvaeldet, afmaegtig, her mellem Dyrene, der var angste som hun og
som hun kendte, graed Tine fortvivlet, mens den Blissede blev ved at
slikke hendes Haender.

Hun gik ud, mens Koerne fulgte hende med deres store Blik. I Rummet
ved Loen horte hun Hektor og Ajax tude sagte. Hun gik hen og lukkede
dem ud og med skaelvende Sider trykkede de sig ind mod hendes Legeme,
som naar de pludselig paa en natlig Jagt overfaldes af en hemmelig
Angst og trykker sig op imod Jaegeren.

I Alleen kom der atter Flygtninge imod hende--Korende og Gaaende.

-Der er ikke Plads, sagde Tine mat og slog ud med Haanden. Og uden
Modsigelse, tause, vendte de om, som drev Tine dem foran sig--en Hjord
uden Vilje.

Paa Vejen kom ingen mer frem. Soldater, der vendte hjem fra Skanserne,
gik mellem Vognene, bedovede, svaertede og blege. Officerer af Staben
red ind paa Marken for dog at komme videre.

Paa Skolens Trappe stod en Stabsofficer og en Large. Tine spurgte:

-Hvor ligger tredje Regiment?

-Tredje? Ved Brohovederne, svarede Officeren.

Tine blev staaende--de to var allerede borte. Klokkerne begyndte at
lyde, Praestens Kaleche kom, Tine stod der endnu:

-Han laa ved Broerne.

Hun horte Moderen raabe bag sig, og hun skelnede naeppe hendes Rost.

-Tine, Tine, raabte hun angstfuld igen, og Tine vendte sig.

Det var Faderen, som var rent fra det, som vilde op, som horte
Klokkerne og vilde ud af Sengen.

Tine lob ind, og hun holdt ham med Magt, med begge Haenderne, mens han
raabte:

-Bed, bed, lad os staa op at bede.

-Ja--ja, hun holdt ham i Sengen.

-Lad de Ugudelige bede....

-Ja, ja!--Tine tvang ham ned. Faderen, Moderen, Kapellanen, der tog
Praestekjole paa ved den anden Side af Sengen, de stod som bag et Slor
og hun horte dem ikke:

-_Han_ laa ved Broerne.

-Laes, laes, skreg den Syge hojt; han satte sig op og hans glasagtige
Ojne var som ispraengte med Blod. Laes, laes, og han krammede om Bibelen
paa sin Dyne.

Klokkerne lod igen gennem Kanonernes Don. Ude i Kokkenet hulkede Madam
Bolling hojt.

-_Der, der,_ skreg den Gale, hidset af Lyden af Klokkerne. Laes,
--horer du--laes ... lad os alle bede.

Tine knaelede ned. Bogstaverne voksede sig store paa Bladene foran
hendes Ojne, og hun lae