gen var holdt op, uden at nogen maerkede det--knap nok de, der sang.

Og i den pludselig stille Stue horte man Englaenderens Stemme, der
sagde:

-Ja, den Kanonade skjuler jo Himlens Sol.

Tine og Sofie redte paa Sofaerne og de begyndte at bryde op. Rundtom
horte man kun de tunge Trin af dem, der gik til Ro, og ingen talte til
hinanden.

I Dagligstuen sad kun den kobenhavnske Korrespondent, der holdt fast
paa en enlig Kaptajn og endte alle Saetninger med at sige:

-Nej--jeg forsikrer Dem, jeg vover mig ikke mere over Broerne.

-Vist saa, vist saa, sagde Kaptajnen, der intet horte--i hans Oren lod
kun bestandig Skansernes fortumlende Stoj.

-Nej, forsikrede Herren af Pressen igen, jeg gaar ikke mere over
Broerne.

Tine havde sat alt til Side, allevegne, i Spisekamret og i Kokkenet,
langsomt som en, der skal faa Tiden til at gaa.

Hun horte Bergs Skridt gennem Gangen og hun gik frem mod Doren--men
han gik kun ud paa Runden; og hun vendte tilbage til sit Kammer.

Hun taenkte ikke mer paa at afdaekke det lille Bord og ikke paa at tage
Dugen af, der skinnede ved Siden af hendes Seng--hun saa det ikke mer:
hendes _Liv_ hang kun i magtlos at vente.

Det slog et Par Dask paa Doren. Det var Tinka, der kom bralrende ind.

-Min Pige, sagde hun, jeg vilde dog se, om Huset stod endnu--jeg
kommer fra Per Eriks'.

Tine nikkede kun, hun kunde ikke have talt.

-Naa, her er de Fleste til Ro, sagde Tinka, der losnede sit Sjal.
Ja--li'saadan hos os ... Men--hvor er Skovrideren? spurgte hun.

-Vel derinde, sagde Tine uden at rore sig.

Nu saa forst Tinka paa hende--ved Lyden af den ligesom dode Stemme--og
pludselig holdt hun inde: foran Bordet med den hvide Dug, hvor ingen
havde spist, og Vaeggen med Bukkar om Spejlet og Tine selv, bleg som
var hun uden Liv og Blod.

-Tine, sagde hun angst og holdt inde paany.

Det var som Tine forst rigtig horte nu, da hendes Navn blev naevnt; men
hastig vendte hun atter Oret mod Vinduet.

-Nu gik han forbi.

Tinka var begyndt at ryste--taus gik hun hen mod Veninden og hun tog
hendes Haender, der var kolde og stive, som var de livlose. Hun fandt
ingen Ord, hun tog kun Tine om Haaret og blev ved at glatte det,
glatte og glatte det.

-Tine, Tine, sagde hun.

Tine loftede blot sit tunge Hoved og et Ojeblik saa hun paa Tinka med
Ojne som en Hinds, der doer--_uden at fatte Doden_.

Tinka lod sine Haender synke, og endnu en Gang saa hun rundt i
Kammeret, hvor Skovkransene hang om Spe