n. Hun kendte
Tine, og hun begyndte at graede.

-Er Skovrideren her? spurgte Tine kun.

Konen graed blot og Hundene blev ved at go.

-Hvor har De lagt ham? spurgte Tine igen.

Den Gamle aabnede Mellemstuedoren og Tine fornam den kvalme Lugt af
Blod: _Der_--i Alkoven laa han.

Tine saa kun hans graablege Ansigt. Gaardkonen stodte hun bort og tog
Vaskefadet fra hende, hvori Vandet var rodt af hans Blod.

-_Har han talt_? spurgte hun.

Gaardkonen graed.

-Aa ja, aa ja, han kalder jo paa Fruen--paa Sonnen og paa Fruen--de
to, de er i hans Tanker--aa Gud, for Sorg--aa Gud, for Sorg.

Tine sad som hjemme, taet ved Sengen--ubevaegelig stirrede hun paa hans
Ansigt.

-Han vaagner, sagde hun.

Hendes Liv var kun et Haab: at han vilde kende hende igen.

Men den Doende slog blot Ojnene op og saa paa hende som paa den tomme
Vaeg.

-Marie, Marie, kaldte han svagt, Marie, tag Herluf ved Haanden--han
graeder--han graeder ...

Han blev ved at hviske. Hundene rejste sig ved Lyden af hans Stemme og
klagede sagte.

-Se de Umaelende, se de Umaelende, graed Gaardkonen.

Det var, som om den Doende maerkede sine Hunde og vilde dreje det
saarede Hoved: han smilede halvt.

Tine rorte sig ikke.

En Time sad hun. Hun ventede, han skulde naevne hendes Navn--blot i en
Forbandelse, der aabenbarede hendes Skaendsel.

Men han huskede hende ikke mer.

Saa stod hun op. Bliv her, sagde hun til Konen. Jeg vil hente Hjaelp.

Og hun gik alene. Hundene blev ved hans Seng.

Natten var mork og der var ingen Stjerner. Hun faldt over Vejens
Milesten og hun rejste sig igen.

Moderen var oppe, da hun kom hjem. Bleg og forknyt sad hun paa samme
Plet.

-Hvor laenge du blev, Barn, sagde hun.

-Jeg har ingenting hort, sagde Tine og lagde Sjalet.

Moderen skaenkede Kaffe og rakte hende den.

-Tak, svarte Tine og drak begaerligt.

-Hvor du er bleg, sagde Moderen.

Hun begyndte at tage Sengklaeder frem og laegge dem paa Sofaen--til
Seng for Tine.

-Nej, Moer, sagde Tine--bestandig i den samme Tone, der gjorde Madam
Bolling saa bange--jeg sover oppe.

Hun beredte alt til at gaa til Ro. I Tanker satte hun Stolene hen paa
Plads som i gamle Dage. Hun tog Lyset fra Hylden og taendte det; og
pludselig var det, som hun vaagnede: hun _saa_ alt om sig, og hun
vidste, at _alt var sket_.

Hun saa Stuen og de gamle kendte Mobler som for forste Gang i lange
Tider--og sin Fader og Moderen, _dem_, hun nu skulde forlade.

-Hvor du sukker, Ba