r, der knap kunde gaa, stred sig frem, uden Sans,
ved Siden af Vognen, snublende i de dyngvaade Dyner, som de slaebte.
Born, hvem Regnen blindede, lob mod Vogne og Traeer, og skreg, mens de
tumlede videre.

Ingen kendte sin Nabo, og Stemmerne horte man ikke under Kanonernes
Brol.

Tine gik Toget forbi og steg ind over Skovriderhavens Gaerde. I Huset
var alt opgivet. Natten lang havde Dorene ikke staaet. Fra alle Veje
lod Baronen de Flygtende frit trampe ind, saa ingen fik Sovn eller Ro.
Alle Stuer var fulde af Kommendes Trin og af Forbandelser.

I Gaarden holdt forladte Flyttelaes, som var uden Ejermaend, midt i
Regnen. Tre Maend laa, da Tine kom, i Gangen under et Par udbredte
Kapper, og et Par vildfarne Born var faldet i Sovn paa Loftstrappen,
indsvobte i et Sjal.

Ingen Dor var lukket, og Snavset, som var fort ind af hundrede
Vejfarne, var storknet paa alle Taerskler. I Dagligstuekakkelovnen
taendte to Fremmede Ild.

Rundtom sad Flygtningene, Koner og Bom, der ikke en Gang vidste, hvor
de var, og de sogte Hvile for det tunge og bedovede Hoved ved at laene
det mod Vaeggen, der skaelvede. Faa talte. Fra Bergs Stue horte man en
skinger Kvindestemme, der blev ved at sige--mens den Talende
uafladelig, sanselos og jamrende, slog de udbredte Haender ned mod sit
Skod--:

-Alt, hvad vi ejer og har--aa, alt, hvad vi ejer og har!

Tine gik ud. Pigerne var ikke at finde. Paa Skorstenen, som ingen
skottede, var Ilden gaaet ud, og Stormen tog i Bryggersets opslagne
Dore, som vilde den slynge dem los fra de sitrende Karme under
Kanonernes Larm.

Tine kaldte og Stojen tog hendes Stemme. Sofie fandt hun tilsidst--i
Krogen ved hendes Seng, hvor hun sad, boret ind, med det hele Hoved
viklet i et Lamasjal.

-Aa, er'et da Dommens Dag? jamrede Sofie og hun kastede sig over
Sengen: aa, den treenige Gud--aa, den treenige Gud!

Tine gik og kaldte igen:

-Maren, Maren!

Ingen svarede.

Men pludselig satte Maren frem fra Bryggerset, som et anskudt Dyr,
frem over Gaarden, som stod alle Laenger i Brand, ud, hvor Lars
Avlskarl var og Anders Husmand var. Ogsaa de var lobet bort. De stod
paa Markhojen--forfaerdede foran det braendende Land.

Orkanen slog Rogen som vaeldige Skypumper frem over Landet; Gaarde
braendte og deres Luer blev slukket, som var de elendige Lys. I Luften
saas Granaternes rode Buer, og Jorden skaelvede under Fodderne som et
Dyr, der stonner.

Rundtom paa alle Hojder stod i den strommende Regn Maend og Kvi