sov inde i Havestuen en udmattet Lieutenant trygt, liggende udstrakt
paa sin Seng.

-Saa er det vel os, sagde Berg, der pludselig stod foran Tine.

Svimmel saa hun kun hans Ansigt.

-Ja, sagde hun blot, og de begyndte at danse.

Hendes Svimmelhed svandt bort og alting saa hun og horte hun om sig
som med hundrede Sanser--og saa dog kun ham, hvis Ojne hvilede paa
hendes Ansigt, mens de dansede--laenge.

Majoren fortalte Historier igen, og hun horte de to Kaptajners
Stemmer. Inde i Bergs Stue blev Officerernes Nynnen til Sang.

Og Baronen foer ud og ind. Hans Englaendere var komne i en Vogn.

Berg talte ikke; han saa kun ufravendt og fast paa hendes Ansigt, mens
de blev ved at danse og ovre fra Loen de hoje Hurraer lod igen.

Saa stansede Berg--et Nu beholdt han krampagtigt hendes Haender i sine.

Englaenderne var fra Gangen kommet frem i Doren og trykkede Alverden i
Haanden:

-Den troskyldige Glaede, den uskyldige Glaede, blev de ved at raabe.
Lovenhjelm svingede Gusta over Gulvet.

Tine gik de Fremmede forbi, stille gik hun ud i sit Kammer.

... I Loen var der stille og inde i Stuen holdt Musiken op. Tinka kom
ind og satte sig midt i Sengen; et Par Knapper i Kjolelivet fik hun op
og pustede, mens hun snakkede og spurgte.

Tine svarede med tankelose "Ja", mens Munden knap stod paa Tinka.

Saa sagde hun med et og tog ikke Ojnene fra det braendende Lys:

-Tinka--kunde du--kunde du ikke nok se til hernede?

-_Hvor_? spurgte Tinka, som var inde i en helt anden Historie, og lod
Armene falde ned paa sine Ben.

-_Her_, sagde Tine i samme stille Tone og uden at tage sine Ojne fra
Lyset. Jeg vilde ta'e til Lasarettet. Og endnu sagtere sagde hun: de
traenger til Folk derhenne.

Der blev stille lidt. Saa sagde Tinka;

-Ja--hjemmetil kunde der vel nok skaffes et Kvindfolk Hun gav sig til
at knappe sit Kjoleliv:

-Ja--saagu', min Pige, sagde hun, Lasarettet ka' kanske vaere
_sundere_....

Hun talte i en helt anden Tone, og ogsaa hun saa ind i Lyset.

-Man maa jo "redde sig", sagde hun. For de blir naergaaende. Tinka slog
Sjalet om sig med en resolut Bevaegelse, som om hun vaergede sig.

-Godnat, da, sagde hun.

Tine rejste sig, og hun fulgte hende ud gennem Alleen. Alting var
stille, og man horte kun et Par Hundes Glam og Tinkas Skridt, der gik
bort ad Vejen.

Tine vendte tilbage. Hun traadte hastig ind i Skyggen, da hun kom til
Laengen:

-Er det Dem? spurgte Berg, der gik den vante Runde.

-Ja.