nde Englaendere bag sig. Og hun fo'er sammen med et
Gys, da de strog hende forbi. De lob omkring og de stansede Vognene
for at trykke de Saaredes Haender og de kiggede de sagte Stonnende ind
i Ansigtet og blev ved at sige:

-De tapre Folk, de tapre Gutter.

Som langt borte saa Tine paa Skovriderhavens Hoj Hojaervaerdigheden ved
Siden af Baronen. Her stansede Toget helt--saadan parlamenterede
Englaenderne med den Enarmede--og en lang Stonnen lod fra Vogn til Vogn
ved det pludselige Ryk; mens Hojaervaerdigheden sagde, idet han loftede
sin store Haand:

-Ja--de Tapre har givet deres Blod for Faedrelandet.

Og Vognene begyndte at gaa igen og Tine mekanisk med, da Baronen
raabte ned over Vejen:

-Jomfru Bolling, fra Lieutenant Berg er der Bud, at han er rask og hel ...
Mr. Arboun har bragt det.

Tine var stanset; hun begreb ikke strax. Saa forte hun Haanden hen
over Ojnene, langsomt, og blev staaende. Det var, som om hun pludselig
saa--saa de Saarede og de pjaltede Kuske og de vanrogtede Dyr--og hun
smilede.

Og hastigt--bestandig smilende--gik hun frem til den naermeste Vogn: en
Haardtsaaret stonnede svagt, laenet til dens Fjael; og, folgende med
Vognen, loftede hun ham op og gav ham, mildt, Stotte i sin Arm.

-Er _det_ bedre? spurgte hun.

-Ja, hviskede han og smilte.

Tine blev ved at gaa, holdende ham i sin Arm.

-Men hvor jeg torster, sagde den Syge.

-Vand er til at faa, sagde Tine--som talte hun til den gigtsyge Per
Eriks--og lagde ham varsomt ned. Hun lob langs Hegnet hen til Jens
Husmands Sted og fik Vand i en Kande og et Krus--hvor hun lob.

-Hjalp _det_? spurgte hun. Hun holdt allerede den Saarede op i Armen
igen og tog med den anden Haand det tomte Krus.

-Ja--Tak.

Den Saarede slog de matte Ojne op: Men til de andre, sagde han ganske
sagte.

-Ja, ja, sagde Tine, der fik Taarer i Ojnene. Hun lagde ham ned igen
og gik frem langs Vognene. Og mens hun smilte til Staklerne, ind i
deres Ansigter, og rettede paa deres Halm og talte til dem, skaenkede
hun og rakte dem Vand, en efter en. Hun lob helt frem forbi Vognene,
op forbi Krolaengen, og raabte hojt ind mellem Sojlerne med sin klare
Stemme:

-Vand og Glas herud, Tinka! Vand og Glas!

Tinka lob ud, og alle Kroens Piger kom i Trit. Af Spande oste de Vand
i Glas og Kopper.

Tine "rettede" og Tine hjalp. Madam Bolling kom ogsaa ned, med Saft og
Vand i et Par Skaaler.

Tinka og Pigerne maatte vende sig bort--nu og da--naar de Saarede
takkend