rgvejen, forbi Ordonnantser,
Bispens Karet, frem ad Vejen. Men da hun horte Vognenes tunge Slaeb paa
Bakken--_de_ Vognes--blev hun staaende, ved Anders Taekkemands Hus:
herude paa Vejen kunde hun ikke se dem--her kunde hun ikke staa.

Hun vendte sig og gik ind.

-Det er de Saarede, sagde hun blot.

Ane rejste sig med sine to paa Armen. Ja, _de_ skal vel til Horup Hav,
sagde hun langsomt og fik Slagbaenken vidsket af--til Saede--med sit
Forklaede.

-Ja, nu har _de_ sat Forligheden til sagde Kroblingen, der sad ved
Ovnen bag Tine.

Tine vendte sig hastig mod Svogren og saa angst paa ham: hans Ansigt,
der var underlig fortrukket som en Dvaergs og de to Benstumper, der
hang ned fra Saedet som to Byldter.

-Aa-a, Gud, ja, stonnede hun sagte og sank ned paa Baenken.

De horte Vognene komme naermere, som svaere Fragtlaes lod det taet i
Vejen. Kroblingen satte med sine Krykker over Gulvet til Vinduet.

-Der er de, sagde Han: Se, Kuskene--de gaar.

Tine loftede Hovedet, bleg uden en Blodsdraabe: de laadne Heste trak
den forste Vogn forbi. Hun rejste sig. Vinduernes Gyldenlakker rev hun
til Side. Hun syntes kun, hun saa nogle hvide Ansigter gennem et
flimrende Rodt--hvide Ansigter ... af Fremmede, endnu af Fremmede.

Sagte Jamren lod der. Nysgerrig var Kroblingen hoppet ud til sin Sten
ved Vejen.

Tine blev ved at staa--med Gyldenlakkerne i sine Fingre: aa, den
Jamren, der lod. Og der rullede Vogn paa Vogn forbi.

Ane kom frem bag hende med de to paa Armen:

-Ja, ja--aa, ja--de faar deres Kors nu; de vil faa deres Kors nu! Ih,
nej, ih--nej, se. Herre Gud, se, saa Blodet dripper....

Tine saa dem--Vogn paa Vogn.

Ane stod bag og talte om Svogren; hun vilde jo lade ham kore med varmt
Ol nu--det var svaert saa det gav at kore med varmt Ol nu.

-Og saa saa'n Krovling, sagde Ane, han sku' vel faa Afsaetning da.

-Ih nej, ih nej--ih nej, Herregud--Ane lob hen til det andet
Vindue--_det_ er de Haardtsaaret'--de er daekket te'....

Tine var der ikke mer. Hun stodte til Kroblingen paa Vejen, hun saa
intet mer. Hun vidste vel knap, hun gik hen til den daekkede Vogn og
hun sagde til Kusken: Vi kan laegge dem bedre, lad os laegge dem
bedre--blot for at lofte Kapperne og se dem, et efter et, de graablege
Ansigter.

-Det er vel mestendels nok et og det samme, hvordan _de_ ligger, sagde
Kusken sindig.

Tine slap sit Tag i Vognen--hun fulgte Toget uden Med, mens Taarerne
lob ned ad hendes Kinder.

Hun horte de skratte