Stemme, der forbitret lod op med
Kanonerne, helt op til hende i Sovekamret:

-Men vi vil ikke blive Svar skyldige. Vi vil svare--sagde han, og han
maalte Gulvet--vi er vel Herrer paa Havet. Vi vil tage Repressalier ... Vor
Regering vil handle....

Han blev ved, talende hojere og hojere, udstodende sine Trusler mod
alle Ostersoens Byer, mod hvert Handelsskib, mod alt hvad der kunde
vaere Prise--maalende Gulvet, mens Kanonerne ligesom svarede med deres
dumpe Dron.

-Og Europa vil ikke se derpaa. Maalet er fuldt. Det er Draaben--det er
Draaben--Europa vil rejse sig--vaer vis derpaa....

Og han stansede pludselig i sin Gang foran Baronen og sagde:

-Hvad si'er Deres Englaendere?

Baronen fortalte om de to Gentlemens Raseri og gentog alle de to
Skindklaedtes Eder. Og Hans Hojaervaerdighed nikkede stille, staaende
midt i Stuen, seende ud for sig, som saa han allerede for sine Ojne
alle disse Skarer, der brod frem fra alle Verdensdelens Hjorner:

-Ja, sagde han. Frihedsfolkene vil rejse sig, Liberalismen vil flokkes
om os.

Baronen talte med, om Overkommandoen og Forsvaret, faegtende med sin
ene Arm.

-Man kunde ikke holde Kritik tilbage, sagde han--der skete intet Naar
_de_ ikke turde, burde _vi_ laert dem Energi. Det var Offensiven, det
gjaldt.

-Men der er intet Initiativ, sagde Baronen. Hvad gor vi? hvad gor
vi?--og Baronen udspilede som fem Sporgsmaalstegn sine fem Fingre: Ja,
vi _staar_ der. Vi venter paa at lade os _skyde--det_ er vor
Krigsforelse--hvor det var Offensiven, det gjaldt.

Baronen havde ikke mere Vejr; han maatte tie.

-Ja, sagde Hojaervaerdigheden, det er ikke Regeringen, hvem der her
fattes Energi; _det er ikke i Kobenhavn, man mangler Mod_. Men,
tilfojede Hojaervaerdigheden skarpt, det er sandt: Regeringen har regnet
med en anden Haer....

Tine horte Gangdoren slaa op og i, og Sofie lob gennem Gangen og
raabte:

-De kommer, de kommer!

-_Hvem_? skreg Tine fra Trappen.

-Det er de Saaret', der kommer, hylte Sofie, der lob frem og tilbage.
Aa Herre Gud, aa Herre Gud--det er de Saaret', der kommer.--Sikket
Tog--sikket Tog!

-_Hvor? hvor?_ raabte Tine--hun var nede--og tog i hende.

-Aa Herre Gud, aa Herre Gud, jamrede Sofie kun: hvis Skovrideren var
saaret, hvis Skovrideren var saaret--saa var Herluf (og hun tog en hoj
Klagetone) _faderlos_....

Tine horte ikke mer. Hun lob ned ad Trappen, ud ad Vejen, bag hende
skreg Baronen i Gaarden.

Men Tine blev ved at lobe, henad Sonderbo