Plojelandet--: Var det et Sted--i Vind og Vejr--for den syge
Mand, elendig som han var.

-Bolling, Bolling. raabte Madammen.

Men hun horte ikke mer--ikke sin egen Rost. For hvert Sekund, mens hun
lob op imod Bolling paa Bakken, steg Kanonernes Dron. Nu naaede hun
Toppen.

Som et uhyre Taeppe, gennemboret af Batteriernes Glimt, laa den
vaeltende Rog ud over Landet. Og foran den stod, fra Landets Bund,
maegtige Sojler af sort Os, omvundne med Flammer, som vaeldige Stotter
op imod Himlen--Huse og Byer, der braendte til Grunden.

Madam Bolling talte ikke. Forfaerdet begyndte hun at ryste og forte,
som vilde hun bede, stum og angstfuld, de foldede Haender op og ned.

Bolling havde set hende. Men han rorte sig ikke.

Han tog kun sin Stok og forte den i sin rystende Haand pegende rundt
fra Sojle til Sojle og talte med sit svaere Maele:

-Det er Ransgaarde.

-Det er Staugaarde.

-Det er Dybbol

Madam Bolling kunde ikke tale. Heller ikke graed hun--blev kun ved at
bevaege de foldede Haender hjaelpelost op og ned.

-Det er Dybbol, sagde Bolling igen.

-Du maa ikke staa her, sagde Madam Bolling saa og _rev_ ham med sig,
lobende med den Syge ned over Plojelandet, baerende ham halvt:

-Du maa ikke staa der.

Det var som Kanonernes Dron sagtnede nu. Bolling gik mimrende, med det
rokkende Hoved. Og stottende Manden, selv lammet, fandt Madammen ingen
Ord i sin forfaerdede Hjaerne og sagde kun som Tine for--to Gange:

-Ja, alting er ude af Gaenge.

Oppe paa Hojdekammen vendte Lars Avlskarl sine Dyr.

* * * * *

Tine havde rejst sig fra Blokken. Hun gik op ad Trappen og ind i det
gamle Sovekammer--_der_ var Snavset vaerst.

Men hun fik slet ikke begyndt paa at rydde til Side; orkeslos sad hun
kun paa Fruens gamle Seng og stirrede paa de tomme Puder.

Der kom en Vogn i Gaarden. Hun kendte Baronens og Hojaervaerdighedens
Stemmer.

De gik ind.

Baronen kom fra Sonderborg. Han var i Ekstase, i ren Ekstase over sine
Englaendere.

-De lob frem. Deres Hojaervaerdighed, foran Skanserne, midt i
Kugleregnen--de ligefrem _soger_ Doden, sagde han.

Baronen var helt ude af sig selv.

Men Hojaervaerdigheden interesserede sig mindre for Englaenderne. Han
talte kun om Sonderborg, om Bombardementet. Han var oprort,
indigneret, han fortabte sig i ophidsede Ord:

-Det er en Kraenkelse af Folkeretten--en aaben By--det er en
Forhaanelse af Aarhundredet.

Tine horte hans brede og befalende