ilde folge Tine. Hun vilde se,
hvordan det stod til dernede. Plads og Vej var kun det drivende AElte.
Madam Balling loftede Skorter og vidste ikke, hvor hun skulde saette
sine Ben.

-Tine, Tine, kaldte hun gennem Stojen og saa om efter Datteren, der
hele Tiden blev tilbage.

Var det da ikke, som gik Tine rent i Sovne ... og mager var hun
bleven--rigtig mager blev hun:

-Aa--ja, aa ja, en Jammer, sukkede Madam Bolling og gik videre.

Gennem Stuerne dernede drog hun paa Sokker. Vi skal vel ikke bringe
Snavset ind, sagde hun: Her er nok--her er nok.

Madam Bolling sukkede over baade Gulv og Lofter. Og Moblerne havde
faaet Skub og Vaeggene Stod og ingenting saa stod det, hvor det skulde:

-Aa--Herregud--aa Herregud--klagede Madam Bolling ved al den
Odelaeggelse. Hun talte om "det dejlige Hus", hvordan det for havde
vaeret:

Og--se nu, og se nu! Madam Bolling stansede og begyndte at graede.

-_Der_ stod hendes Sybord, sagde hun og gik igen.

Hun gik videre ind over de rystende Gulve: Skade var der sket i hver
en Krog.

-Men, Tine, du maa osse "agte" det, sagde Madam Bolling lidt heftigt.

-Ja, Moer, ja, sagde Tine.

Hun saa det jo nok, hvordan Snavset groede i alle Husets Kroge, og alt
blev slidt og forfaldt og dog gjorde hun ingenting ... Hun kunde jo
ikke overkomme det.

Madam Bolling blev ved at gaa og halvskaende:

_Noget_ kunde man gore for at holde sammen paa Tingene.

-Og du maa holde Pigerne til, sagde hun.

-Ja, Mo'er, ja.

-Men alting--og pludselig slog Tines Stemme over og det var, som
skulde hun hulke--er ogsaa ude af Gaenge.

-Ja, ja, min Pige, sagde Madam Bolling sagte, og hun begyndte selv at
graede igen, mens hun klappede Datterens Haender.

... Madam Bolling var gaaet over Gaarden til Leddet.

Traet satte Tine sig paa Blokken ved Skorstenen: De _andre_ talte og
_hun_ horte ikke, _de_ gik om hende og _hun_ sansede dem ikke, for hun
havde kun en Tanke, Naetter og Dage, blot en Tanke, der skar gennem
tusinde:

-_Naar de bringer ham blodig--saaret og blodig._

* * * * *

Da Madam Bolling var ude af Leddet, gik hun hen ad Markvejen. Hun
vilde ud til Per Erik's--det var saa meget kleint med ham paa det
sidste; og ingen fik jo Stunder til at haege om en syg Stakkel nu.

Men oppe paa Markhojen saa hun pludselig Bolling, helt oppe paa
Kammen, ved Siden af Lars Avlskarl med Ploven.

-Men at Bolling var klavret derop,--Madammen satte naesten i Lob op
over