fylde det tause Hus.

Hvo ved, hvor naer mig er min Ende?
Se, Tiden meget hastig gaar,
hvor let og snart kan det sig haende
at jeg mit Vandrebudskab faar.
Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro
i Afskedstimen Trost og Ro.

Gamle Bollings famlende Haender faldt lidt til Ro, og det syntes
naesten, som han lyttede.

Madam Bolling havde rejst sig; hun aabnede alle Vinduer bag Lagenerne
med hastige, rystende Haender som en Tyvs: den _fremmede_ Sang turde
hun da lukke ind over sin Datter.

Hjaelp mig i Tide at bevare
mit Hjerte fra Letsindighed,
at, naar du kalder, jeg kan svare;
Ja, Herre, se, jeg er bered.
Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro
I Afskedstimen Trost og Ro.

Der rullede en Vogn hurtig frem for Skolen, og Sofie kom op og ud for
at se, hvem det var, der kom saa silde.

-Lise, Lise, raabte hun og var saa altereret, at hun maatte saette sig
strax ved Doren: det er Bispen--det er Bispen.

Lise lob ind, gennem Sovekamret, ind i Salen, helt forvirret:

-Madam, Madam, sagde hun forpustet, det er Bispen.

Madam Bolling rejste sig langsomt fra sin Datter, hun forstod slet
ikke. Saa sagde hun: "Bispen"--og begyndte at ryste.

Benene vilde naeppe baere hende ind i Sovekamret til Tinka: Hun kunde
ikke se ham--hun kunde ikke se ham ... nej....

Men hun maatte jo: Det var _Bispen_.

Og hun maatte have sin sorte Kappe paa....

De fik den frem; men Madam Bolling kunde naeppe faa den paa med sine
stakkels Haender.

-Det var Bispen, Bispen--nu var de der da _alle_ til Doms.

Endelig gik hun ind. Biskoppen stod i den forreste Stue. Hun kunde
ikke tale, og hun turde ikke se op i hans Ansigt.

-Jeg horte om Deres Sorg, og saa vilde jeg dog se herind, sagde
Biskoppen langsomt og mildt og tog begge hendes rystende Haender:
Stakkels Barn--Deres stakkels Barn.

Madam Bolling loftede Ojnene imod ham, og et ubeskriveligt Smil lagde
sig som et pludseligt Lys over hendes Ansigt.

-Aa Gud, aa Gud, mumlede hun og kyssede hans Haender.

Bispen tog dem bort og traadte hen til Tine. Laenge stod han med sine
Ojne faestede paa det stille Hoved som sunken hen i en smertelig
Andagt.

-Ja, sagde han og loftede de foldede Haender naesten op til sit Hoved:
Gud tilgive os--Gud tilgive os alle.

Madam Bolling havde bojet sit Hoved ned mod sin dode Datters Pude. Og
angst og ganske sagte som gjaldt det Frifindelsen for selve den
hojeste Dom, hviskede hun, mens hun igen forte sine Laeber hen mod hans
Haender:

-Og ma