a ... ogsaa Klokkerne ringe?

Bispen loftede Hovedet.

-Hvorfor skulde de ikke ringe? sagde han. Hun skal vel hore sine egne
Klokker--sidste Gang.

Madam Bolling sank ned i Graad, mens Biskoppen klappede hendes Hoved.

I Kirken sang de igen--staerkt lod de mange Stemmer. Biskoppen rorte
sig ikke:

"Hvor er Lammet, Offerlammet?"
spurgte Isak, syg i Sind,
da Slagtofret var berammet
med ham selv paa Bjerget ind.
Bange for sit unge Liv,
paa den blanke Offerkniv
peged han og sagde: "Lammet,
hvor er det, til Dod opammet?"
Her er Lammet, Offerlammet,
siger Jesus, ydmyg spag,
i min Faders Raad berammet
er den store Offerdag.
Bange vel af Hjertens Grund
er jeg for den morke Stund.
Men for hele Verdens Brode
Den Uskyldige maa blode.

Sangen var ophort, men Biskoppen stod endnu ved den stille Seng. Fra
Kirkegaarden lod AEressalverne knitrende over Graven.

Folk brod ud af Kirkegaarden, og fra Pladsen horte man mange
Stemmer--Praesterne vendte tilbage, faamaelte og overraskede. De havde
genkendt Bispens Vogn.

Men da endnu alle stod i den forreste Stue, aabnede Hans
Hojaervaerdighed Doren og kom ud. Han nikkede stille til alle, og
Praesterne bukkede tause.

Bispen rakte gamle Gotsche Haanden og sagde mildt:

-Vore stakkels Bollings--vore stakkels gode Bollings.

Og sagtere, overmandet af en pludselig Bevaegelse, sagde han, mens han
hastig og naesten krampagtig forte Haenderne op til sine Ojne:

-Ja, ja--"Se vi er kun dine Tjenere--_giv os at fatte dine
Vidnesbyrd_".

Han gik ud med et Par korte Nik og han steg op i sin Vogn.

Svaermen var borte, og Landet var atter stille. Som dod laa den
stivnede Jord.

En Vogn naesten jog ind mod Bispens, saa Biskoppen stak Hovedet ud af
Kaleschen for at se, hvem det var.

Det var Madam Esbensen, der blev saa forfaerdet ved at se Bispen, at
hun formelig gav sig til at neje foran sin gumpende Stol. Hun var
hojrod og foraset. Hun var evig i Forretning: Det gik jo alt i et--i
disse Skraekkens Tider.

Hun blev ved at neje, til hun var helt inde paa Sidevejen.

Men Biskoppen trak Hovedet tilbage uden at have kendt hende.

Foran ham korte Fru Appel. Hun sad alene paa et underligt, hojt
Koretoj, mens Vinden tog i hendes lange Slor og loftede det hojt--op
over Vejen.

Men Madam Esbensen blev ved at sidde og dreje Hovedet for at stirre
efter "den Hojaervaerdige", mens hun gyngede, i fuldeste Fart, hen over
Markvejen i sin Fjederstol--bort