kenberg blev ved at sidde og se ud for sig i Solen.

-Ak ja, sagde hun: det er underligt med Born. Det er dejligt, naar de er
smaa, men man maa jo sende dem i Skole....

Saa laenge Bornene var smaa, smaasyslede og sang Fru Falkenberg med dem
Dagen lang, men skulde de forst i Skole, var det, som den store Dor
lukkede sig bag dem--

-Det er ikke saadan at folge dem, sagde hun.

-Nej, hvert Krae har sit Ho'ede, sagde Schroder: Tag saa i.

Hun tog i den ene Ende af Truget og Ida i den anden, saa gik de.

Fru Falkenberg blev siddende. Hun kunde sidde saadan timevis et Sted,
hvor der var Sol, og se ud i Luften, som om hun stirrede ud i nogle
store Huller, hvori alle Livets Ting forsvandt.

Froken Rosenfeld sad oppe paa Gavlverandaen og laeste.

Hun loftede Hovedet og nikkede til Ida og Schroder, for hun laeste
videre.

Da Schroder og Ida kom ind i Kokkenet, stak Karl von Eichbaum Hovedet
ind ad den anden Dor: Man vilde gerne ha'e The, Schroder, sagde han; og
Schroder, der satte AErtetruget, mumlede noget om, at nu skulde der vel
vaere The til Middag. Men Ida gjorde en Thebakke istand og bragte den ud
til von Eichbaum, der laa paa Graesplaenen saa lang han var.

-Det er dog altid Dem, der er god, sagde han. Han havde en egen jaevn og
skikkelig Maade at tale til Ida paa. Og han vendte sig om paa Maven, med
Hovedet over sin The:

-Tak, sagde han.

Ida bad ham Kiksene.

-Er det Onsdag idag? spurgte han saa.

-Ja.

-Uh, sagde Eichbaum og rorte i sin The: saa har man tre Uger endnu. Og
Herren ved, hvad det saa skal blive til.

Karl von Eichbaum drejede sig igen om paa Ryggen:

-Nej, det er utroligt, sagde han.

Han gloede videre op i Solen, medens han sagtens grundede over, hvad det
"saa skulde blive til".

Ida gik inde i Kokkenet og hjalp til. Hun gik og taenkte paa Karl von
Eichbaum: der var nu heller ingen, han havde at holde sig til--saadan.
For havde han jo haft Herman Reck. Men nu havde han jo osse nedsat sig,
i Aalborg, og var ikke hjemme mer.

Det bankede oppe i Loftet, det var Konferensraaden, der kaldte oppe fra
"Etatsraadindens Stue"; han kom ikke op af Stolen mer og kaldte saa ved
at banke med sin Stok:

-Naa, er det Dig, lille Ida, sagde han. Er de nu alle ude?

-Ja, Hr. Konferensraad.

Alle Gaester paa Ludvigsbakke maatte ud i Luften.

-Luft er for Ungdommen, sagde Konferensraaden: saa de kan fole Blodet
rulle--Ungdommen skal ha'e store Lunger og staerke Hjerter.

Han nikkede:

-Luk