samlede Brombaer--Mo'er, vi Born og Tine fra
Skolen.

Ned i Grofter gik det og langs med Hegn lob vi.

Vi Born blev haengende i Ranker og hvinede. Smurte var vi i Ansigterne,
saa vi lignede Lars Smeds Unger.

-Se Drengen, se Drengen, raabte Moder.

Men Tine havde grebet en maegtig Ranke, der prangede rigt med dunkle
Baer, og hastigt kastede hun den om Moders Skuldre:

-Aa, De dejlige Kone, sagde hun....

Moder stod paa Gaerdet, med Ranken ned om sit Bryst. Hoj mod den
lysende Himmel.

* * * * *

Barndomsdage, Jer vil jeg kalde tilbage.

Det var et hvidt Hus, og inde i Huset var Tapeterne lyse.

Alle Dore stod aabne, ogsaa om Vinteren, naar der blev fyret med
Braende.

Mellem Mahognimoblerne var der Marmorborde og ogsaa hvide Konsoller,
som var komne fra Augustenborg, fra Slottet, naar de holdt Auktion. Om
de gamle Portraetter var der Evighedsblomster, og der var mange Epheu,
for dem elskede Moderen, naar de slyngede sig op ad en lys Vaeg.

Havestuen var saa hvid, som om den skinnede.

Bornene elskede den Stue og saa Havetrappen, hvor de rutschede ned ad
det hvidmalede Gelaender.

-Born, Born, laen Jer ikke, raabte Moderen, laen Jer ikke til
Gelaenderet.

-For Guds Skyld, sagde hun til Tine, Skolelaererens Datter: det ender
en skon Dag med at de knaekker Halsen.

-Aldrig faar vi Bud efter den Snedker.

Gelaenderet var skrobeligt og blev aldrig sat i Stand.

Men Havedoren blev tidlig lukket og Skodden sat for og de gronne
Gardiner haengt over de hvide, saa det lunede. For Moderen holdt ikke
af Haven og ikke af den store Alle, naar der ikke var Sol over dem,
Sol der skinnede laenge.

-Gud ved, hvordan det ser ud i Kokkenhaven, sagde hun pludselig til
Skolelaererens Tine, medens de om Eftermiddagen sad ved Kaffen.

Hun kom de tre Fjerdingaar ikke i Kokkenhaven.

Den laa langt borte bag Poppelalleen og bag Vognporten, og Bornene
maatte heller ikke lobe derop, for saa fik de vaade Fodder. Men en
Gang imellem, naar det var allervaerst Fore og det ikke var til at
bunde i den hele Gaard, saa vilde Moderen afsted for at se til Haven.

I Mandfolke-Maries Traesko og med loftede Skorter drog hun afsted, over
Gaarden.

Alle Pigerne var ude paa Trappen for at se efter hende.

-Lille Born, lille Born, raabte hun; hun kom ikke ti Skridt, uden hun
blev stikkende med Traeskoene.

Naar hun kom hjem, maatte hun have varme Tvebakker til Styrkelse.

-Kaere De, sagde hun til Sko