eren sagde sagte til Tine, mens
hun trak Skuldrene op, som hun gottede sig:

-Nu skal Manden have Kaffe.

-Gud, Tine, de Liremaend kan de tusinde Historier.

Liremanden kom ind i Folkestuen, og Moderen horte paa hans Snak i
timevis.

-Ja, ja, og saa Liremand, og saa Liremand, sagde hun og flyttede sig
stadig taettere hen til ham paa Baenken.

Lirekassemanden fortalte Historier fra sin Verdensomsejling.

Da han gik, fik han en Daler.

-Nej, Tine, sagde Moderen, fuld af Henrykkelse: hvor den Mand kan
lyve. Det er ligesom det Stykke i Laesebogen, hvor Negerdronningen
lader sig trampe paa Maven for Fordojelsen.

-Det stod i den tyske Laesebog, og det er sandt, skont Fritz siger, jeg
lyver.

-Men kom nu, sagde hun: Nu gaar vi.

De gik ned gennem Haven.

Aftenen var lun og lys, og Dammen laa spejlblank.

De forste Roser duftede i Haekken.

-Hor, hvor her er stille, sagde Moderen.

-Ja, saa stille.

Fra Engene steg Dampen op. Langt borte skimtede de Skoven.

-Tine, sagde Moderen, her vilde jeg gerne do.

Og laenet til den hvide Sojle, hvor Roserne faldt ned om hendes Haar,
saa hun ud over Dammen og Engen og Skoven.

-Hvorfor er Livets Ramme saa smuk, sagde hun. Og traet faldt hendes
dejlige Haand ned mod hendes Side.

* * * * *

Om Morgenen ankom Tine Klokken fem.

Det forste hun gjorde, var at lukke Moderen inde.

Hun drejede Noglen dobbelt om i begge Dore--ogsaa i Doren til
Skabevaerelset.

Ti for tre Aar siden havde Moderen, paa Fodselsdagen, listet sig ud,
gennem Skabestuen op over Loftet, og pludselig havde hun staaet midt i
Lysthuset: Gud, der er Fruen, havde Tine sagt:

-Og De er i Natkjole.

Men Moderen havde set alle Presenterne, for Bordet var daekket faerdigt.

Bornene var ikke til at holde i Sengen efter Klokken seks.

De vilde op.

Moderen havde heller ikke Ro i sin Seng.

Hun sprang ud paa Gulvet i de bare Ben og dundrede paa den laasede
Dor.

-Nu vil jeg ud, raabte hun.

Og hun dundrede endnu staerkere.

Men Tine var ikke faerdig med Bordet.

Det var daekket med en Damaskes Dug; og S'er skulde der paa Dugen
dannes af Roser, og S'et skulde pustes paa Fodselsdags-Kringlen.

Det blev pustet ud af et Kraemmerhus, fyldt med Vand og hvidt Sukker.

Tine stod og pustede Kunstvaerket inde i Kokkenet, medens alle Bornene
ar stimlede sammen rundt omkring for at se til.

Alle deres Munde stod aabne:

-Saa, sagde Tine, nu puster jeg.

Og hun