ikkede til Moderen, naar hun kom.

Stemmen kom saa dybt nede fra det svaere Bryst:

-Ja, jeg sidder her, sagde hun.

-De sidder jo godt, Elsebeth, sagde Moderen.

Katten rorte lidt paa sig og Moderen skottede hen efter den--ti for
Katten var Moderen bange: den holdt ikke af Fremmede, den vilde ha'e,
Elsebeth og den skulde vaere ene.

-Ja, En sidder og venter, sagde Elsebeth.

-Forst lever En og saa taenker En tilbage og saa tilsidst sidder En
bare og venter.

-Gamle Folk bliver kloge, sagde Moderen.

-Ja.

-Men det nytter dem ikke, Madam, og heller ikke de andre. For Blodet
er Blodet, og det vil syde, til det bliver mat eller koldt.

Elsebeth saa paa den aeldste Dreng--hun havde saa klare Ojne, men de
sad dybt--:

-Han vil ogsaa en Gang faa Blod nok, sagde hun:

-Blod nok og Taarer nok faar man paa samme Tid.

-Hvad siger hun? spurgte Drengen.

Men Moderen svarede ikke.

Elsebeth tav en Stund, mens Katten havde aabnet sine Ojne.

-Saa er det Modersorgens Tid, men ogsaa det gaar over.

-Hvad siger hun? spurgte Drengen.

-Der er Modre, som dor, mens deres Born er smaa, sagde Moderen.

-De har det bedst, sagde Elsebeth.

Der var stille i Stuen. Ogsaa Uhret var gaaet i Staa. Elsebeth trak
det ikke mere op. Naboens Kone kom til sin Tid--efter Solen--og bragte
Elsebeth op og bragte Elsebeth til Hvile.

-Men tilsidst saa taenker man kun, hvad vel det Hele skal til.

-Hvad mener Elsebeth?

-Jo, Madam, for Gud er for stor og han kan heller ikke ha'e no'et med
os at gore.

-Vi ved det ikke, Elsebeth, sagde Moderen.

-Jo, Madam, for vi er for smaa, og han kan ikke ha'e Tid at ha'e
noget med os at gore.

Elsebeth tav og Moderen stod op med sine Born.

-Farvel, Elsebeth, sagde Moderen, her stiller jeg Hyldebaersaften.

-Farvel, sagde Elsebeth.

Men ude paa Vejen var Moderen tavs.

-Hvad var det alt, hun sagde? spurgte Drengen.

-Hun talte om Dig, sagde Moderen.

Og hun tav igen.

Men naar den aeldste Dreng var ene ude, gik han, naar han kom til
Elsebeths Hus, altid over paa den anden Side af Vejen. For det var,
ligesom han var bange.

... Naaede man videre hen ad Vejen til Degnens, kom man til Madam
Jespersen.

Hendes Hus laa paa et Gaerde, og man maatte klatre derop ad en Trappe,
der kun havde et Raekvaerk. For-Stuen var stroet med Sand, og der
lugtede af Jomfruelighed og Lavendler.

Madam Jespersen sad paa en Forhojning og strikkede Stykker. Der havde
hun siddet saa laenge Staerene