, bliv der, raabte hun: jeg synger her. Saa er der Sang i
hele Boden.

Og om i Ost og Vest vi har svaermet og sogt
de svundne Tiders Visdom, de fjerne Landes Klogt,
hun lokker og hun drager, vi folge hendes Bud;
for hun er saa ung og saa yndig ser hun ud.

Der blev helt stille ovre hos Smedens. Nu kunde de hore i Smedjen, at
"Fruen lod Skolen synge".

Smeden gik ud af Smedjen over den hvide Kirkeplads. Han stod under
Degnens Vinduer og lyttede.

-Men nu vil vi blive her, raabte Moderen og alle lob de ind i
Storstuen.

-Ja, sagde Tine, saa spiller Drengen Komedie.

Drengen var den aeldste. Hans Stemme var klinger som en Spilledaase.
Men Vers kunde han. Alt, hvad Moderen laeste, blev siddende i hans Ore.
Han slog ud, og han sprang om.

-Se Drengen, raabte Tine, se Drengen.

Drengen var Hakon og Drengen var Chevalieren i "Ninon". Han blandede
Versene, han skreg og han hviskede. Kakkelovnen var den Medspillende.
Degnens aeldgamle Ovn stod bredmavet og alvorlig. Drengen floj omkring
den, besvor den og tiltordnede den sine Vers.

-Se Drengen, se Drengen, raabte Moderen, der vred sig af Latter paa
sin Stol.

Ude klaprede Bornenes Traesko paa Trappen. Skoledagen var endt. Moderen
lob til Vinduet for at se. Nede paa den hvide Sne summede Ungerne og
sloges:

-Satan til Unger, sagde Degnen, der var kommet ind, og han slog paa
Panden med Spidsen af sin Pibe, der var lidt skaev.

-Aa, sagde Moderen: de ligner Lopper paa et Lagen.

Lopper var et Yndlingsdyr i hendes Lignelser--var i det hele hendes
Yndlingsdyr. Ikke saameget som skuttede et af Bornene sig, for hun
ojeblikkelig sagde og med en hellig Iver: Du har en Loppe. Og hun
klaedte ham helt af, undersogte hele hans Krop og hvert
Klaedningsstykke, hver Fold. Loppen var der ikke.

Men det var Jagten, der morede hende.

-Klaed Dig paa, det aekle Dyr er sprunget, sagde hun.

Men var der virkelig et lille sort Kreatur og hun havde fanget det med
sine skonne Negle, saa saa hun gerne paa det laenge og sagde:

-Lad det springe videre.

... Degnen satte sig hen i sin store Stol ved Vinduet. Mutter sad
ligeover for ham, mens det begyndte at skumre.

-Syng lidt, sagde den Gamle. Det var hans Fryd, naar "Fruen" sang.

-Syng den om Kaerligheden, sagde Tine.

-Tine er forlibt, lo Moderen.

"Den om Kaerligheden" var en irsk Melodi. Ordene er fjerne og glemte.
Kun Moderen sang dem. Maaske havde hun digtet dem selv. Hun sang:

Skont er Solens L