r ikke med Fodderne overkors ved et Bord.

Det rog i Sosteren, saa hun tabte Gaflen.

-Saa, nu plettede Du Kjolen, sagde Tanten og halvt undskyldende sagde
hun, vendt til Moderen:

-Kaere, Du ved, den Slags Ting kommer kun ved den bestandige Paaminden.

Og inde paa sit Yndlingsemne sluttede hun med at sige:

-Man laerer kun Born at sidde tilbords ved at lade dem holde Albuerne
taet til Kroppen, naar de spiser.

Maaltidet var tilende, og Kaffen skulde nydes i Havestuen.

Bornene var roget ud af Spisestuen, saa de vaeltede over hinanden i
Gangen.

-Men, sagde Tante Anna--hun var knap kommen til Saede--kan jeg glemme
hende, Margrethe, det konne og vaevre lille Pigebarn.

-Det er med de konne, det gaar vaerst, sagde Moderen, som tragtede
Kaffen.

-Men, sagde Tante Bothilde, det haender jo bogstavelig hvert Aar her i
Sognet.

Moderen smilede bag Maskinen.

-Ja, sagde hun: flere Gange.

Tante Bothilde sad lidt. Saa sagde hun:

-Vi og vore fatter det jo ikke. Men Gud vaere lovet, det vedkommer ikke
os.

Tante Anna sagde:

-Naa, Du, der foregaar vist meget i Livet. Det bedste er at lade, som
man ikke ser ... saa li'esom er det ikke. Men de Folk har jo heller
ikke Opdragelsen....

Moderen blev ved at smile:

-Mon den hjaelper? sagde hun.

Og uden at taenke paa Tanterne sagde hun hastigt:

-Hele Ulykken er vel den, at Naturen har vaeret grusom nok til at skabe
Dyr, der taenker. Forst parrer Dyret sig, og siden vaemmes Mennesket.

Tante Bothilde sad forstenet, saa hun naeppe kom til Orde:

-Ja, Du, Du si'er undertiden Ting....

-Du si'er Ting ... Vi er da vel alle Guds Skabninger.

Naar Tanterne var faerdige med Kaffen, blundede de.

Tante Anna lagde i Stilhed Lommetorklaedet over sit Ansigt.

Naar der var hvilet, blev der laest. Sostrene skiftedes. De gennemgik
de skonliteraere Vaerker i de tre store Sprog for at holde sig i
Ovelsen.

Tante Bothildes Yndlingsforfatter var Dickens.

-Kaere Du, man erfarer af den Mand dog virkelig meget om Menneskene.
Det er godt nok med Goethe. Men han virker med samt sit Weimar nu paa
mig, som var han af Sten.

Tante Anna foretrak de kvindelige Forfattere og der fortes derom en
skaendende Strid:

-Sproget kan jo, sagde Tante Thilde, vaere meget pynteligt, men
Indholdet, kaere Ven, det er altid det samme om den Kaerlighed.

-Og det Stadium kommer man jo dog, Gud vaere lovet, over. Desuden, man
kan ha'e nok i Livet.

For Te gik Tanterne igen. Men i Alleen