for de skiftende Bind, hun tog
frem. Kusken korte til Sonderborg, og Kusken bragte Boger.

Hun sad altid paa samme Sted, ved Vinduet, "i sin egen Stol",
ubevaegelig. Bogen laa paa hendes Syskrin, Hovedet holdt hun i sine
Haender. Bornene horte hun ikke, om Huset skottede hun sig ikke. Hun
skiftede kun Bog efter Bog.

Faderen kom ind:

-Skal Du ikke ud, sagde han.

-Jeg laeser.

-Vil Du ikke op i Skolen?

-Du ser jo, jeg laeser.

Hun blev ved at laese, og Haanden vendte Bladene. Der gik en Time. Der
gik Timer. Bornene listede om.

Men undertiden lagde hun den aabnede Bog ned paa sine Knae og med taet
sammenfoldede Haender stirrede hun udfor sig--tavs, for hun laeste igen.

Hun tog Boger fra Faderens Reoler. Hun laeste om Naturvidenskab og
Dogmatik. Hun laeste og laeste.

Faderen gik gennem Stuen:

-Skal Du dog ikke ud?

-Imorgen.

-Du siger det hver Dag.

-Ja, men jeg laeser.

Hun laeste som en Dranker, der beruser sig og beruser sig og forlaenger
sin Rus og ikke vil vaagne.

Tine kom i Morkningen.

-Hvad har De bestilt? spurgte hun.

-Jeg har laest.

-Hvad?

-Jeg ved ikke.

Men pludselig kunde hun fortabe sig i Klager, i lange og heftige
Bebrejdelser mod de Boger, hun slugte og som ikke tilfredsstillede
hendes Torst:

-Hvorom skriver de? sagde hun og knyttede i Ildens Lys, hvor de sad,
de hvide Haender, der blev glodende i Skaeret, om sine Knae: de skriver
skonne og dumme Ord om det, vi alle ved, og alle har vaennet os til at
taenke ... om andet skriver de ikke.

-Alle Boger skriver jo om Kaerlighed, sagde Tine.

Moderen lo.

-Det er netop det, som de ikke gor.

-Jo, dog.

-Nej, det er netop der, de forvansker os Livet, og de berover os Modet
til at se Sandheden i Ojnene.

-Hvad for en Sandhed?

-Sandheden.

Hun tav et Ojeblik. Den aeldste Dreng laa ved hendes Fodder og saa' op
i hendes dejlige Ansigt:

-Jeg kender den, sagde hun, men de--de Digtere--(og hun udtalte Ordet
med en stolt Haan) skulde have Mod til at sige den....

-Jeg soger om En, der har turdet sige den.

-De skriver Kroniker, som vi kan lave selv, de saetter Vers sammen,
som vi kunde dreje dem selv og synge ved et Klaver ... Men Sandheden
siger de ikke ... Hm, Bogbinderne er de eneste, som kender dem. De
haandterede dem jo ogsaa fra Arilds Tid og har laert at forgylde
Ryggene paa deres Logne....

-Aa jo, blev hun ved, og hun smilede halvt: Boghandlerne kender dem
maaske ogsaa--de smiler altid saa forbi