ens Stue.

-Maa vi komme? raabte Bornene i Dagligstuen.

-Straks, sagde Tine og lukkede Doren bag sig.

Hun havde reddet Cigarerne.

-Gud ske Lov, sagde Moderen, der sukkede, som om hun var befriet for
en Byrde.

-Saa binder vi dem om med et rodt Baand, sagde hun.

-Jeg har ingen Baand, sagde Tine.

Moderen saa sig om, hen over alle Bordene:

-Vi tager en Slojfe fra Frk. Jespersens Fichu.

Fichuet var en Gave til Moderen fra Froken Helene Jespersen. Det var
fuldt af mange smaa rode Slojfer.

-Ja, sagde Moderen, mens Tine losnede Baandet:

-Der er ogsaa for mange Slojfer paa Froken Jespersens Fichu.

Den rosa-rode Stump blev knyttet om Cigarerne.

-Saa, nu lukker vi op, sagde Moderen.

Hun aabnede selv Doren, og Bornene stormede ind.

-Glaedelig Jul, sagde Moderen.

Hun stod midt paa Taerskelen.

-Hvor er mit Bord?

-Hvor er mit? lod Bornenes Kor.

-Der, der, sagde Moderen. Hendes Ansigt lyste.

Bornene stod om hende i Flok med oprakte Haender.

-Mo'r, Mo'r raabte de, nu det fra Traeet--nu det fra Traeet.

-Ja.

De sidste Gaver laa pakkede ind i mange Papirer ved Juletraeets Fod.
Moderen krob rundt paa Gulvet, mens hun tog dem frem og samlede
Pakkerne i sin Favn.

Nu havde hun dem, og hun stod op midt mellem Bornene.

-Nu, nu, raabte Bornene.

-Ja.

Og hun kastede dem, som i Grams, ned mod Bornenes oprakte Arme:

-Til Dig, og

-Til Dig, og

-Til Dig, raabte hun, mens Bornene jublede.

Faderen var traadt frem i den aabnede Dor.

Laenet til Dorkarmen stod han tavs og betragtede Moderen og sine Born.

Og hastigt, mens et Glimt af Omhed--eller maaske kun af
Beundring--lyste, et Nu, i hans Ojne, gik han frem imod Moderen:

-Du, Giverske, hviskede han.

Moderen slog Ojnene ned, saa det naesten saa ud, som lukkede hun dem et
Sekund:

-Du giver, Fritz, sagde hun.

Faderen gled bort.

-Men, Tine, nu maa Folkene ind, sagde Moderen.

De havde allerede samlet sig i Gangen.

Pigerne var paa Sokker, og Karlene havde Stovler paa.

-Saa, lille Born, sagde Moderen og lukkede Doren op:

-Nu er det Juleaften.

De kom alle ind, En efter En, meget langsomt, med et underligt Saet
over Dortrinet, som satte de over en Barikade. I Ansigterne saa de ud,
som skulde de til Alters.

Bagest kom Jens Rogter.

Han var i stribet Vest over Bukserne, der hang bedroveligt.

De fik Gaverne, og de takkede--hvad de sagde havde aldrig noget
Menneske hort--og, skulende til hinandens Presenter, brag