Men Moderen havde travlt og spurgte ud: den traengte til det og den til
det.

Der var ikke mange overflodige Klude i Barnekammeret, naar
Husmandskonerne var vel ude.

-Lille Tine, sagde Moderen: vi faar vel altid noget igen.

Hun sank sammen i en Laenestol, lod alle Vinduer smaekke op og lod
staenke med Eau de Cologne.

-For, kaere Born, sagde hun: De Renligste stinker af gron Saebe.

Faderen befalede Stuepigen at aftorre alle Dorlaase.

... Naeste Dag blev der daekket Juleborde. Det var besvaerligt, og
Moderen var laenge om det. For hver skulde have ligemeget. Hele Dagen
gik Moderen og maalte og vejede med Ojnene, og var der for lidt paa et
Bord, stjal hun lidt fra et andet.

* * * * *

Traeet blev taendt. Tine stod paa en Stige, mens hun taendte det.

Det var kun Solv og Solv og lutter hvide Lys.

Moderen gik rundt om Traeet.

-Der er et endnu, sagde hun. Og hun pegede paa et utaendt Lys.

Hun kunde aldrig faa Lys nok, og hun satte dem paa Grenene saa altfor
taet.

-Men vi stikker Ild paa Traeet, sagde Tine fra Stigen.

-Nej, nej, der er et endnu.

Et Aar havde de stukket Ild paa Juletraeet:

Det blussede op et Nu, mens alt Solvet flammede og forkulledes, og
Moderen saa til med Skaeret over sit Ansigt.

-Hvor dejligt, hvor dejligt, sagde hun.

Saa faengede Grenene.

-Her bliver Brand, raabte Moderen.

-Ja, det bliver her, sagde Tine, der floj ud i Gangen og hentede to
Uldsjaler, som hun kastede over det braendende Trae.

Men Moderen satte flere Armstager paa alle Bordene, og Bornene maatte
danse om det forkullede Trae.

-Stella, sagde Faderen: hvor Du ogsaa er uforsigtig.

Der kom et pludseligt Glimt i Moderens Ojne.

-Fritz, sagde hun og loftede sit Hoved, som saa hun endnu for sig det
skonne og flammende Trae:

-Fritz, det var saa dejligt....

... Der er endnu et.

Saa var der ikke flere. Alle Lys var taendt mellem det glitrende Solv.

Moderen stod tavs i Traeets Glans.

-Det er den trettende Jul, vi taender her, sagde hun, og hendes Stemme
lod pludselig mat.

-Men Bordene, Tine, sagde hun, og hendes Tonefald skiftede, mens hun
saa hurtigt og langt hen over de hvide Duge:

-Der er ikke nok til Lars Forkarl.

Hun stod grundende foran Lars Forkarls Bord.

-Men Tine, hvad skal man ogsaa finde paa til Lars Forkarl?

Pludselig virrede hun med sit Hoved:

-Tine, sagde hun, lob ind til Fritz. Vi stjaeler ti Cigarer.

Tine listede ind i Fader