-Er der ikke Billioner af Stjerner? De fuldbyrder vel Maalet.

Hun tav lidt.

Saa sagde hun:

-Horfor, Fritz, er Menneskene saa forfaengelige? Er vi mon ikke det
ringeste Tyende i et stort Hus, for hvis Herskabs Ansigt vi aldrig
bliver stedt?

-Lad os skjule vore Taarer.

-Vi lider og--bereder Lidelser.

-Mere ved vi ikke....

Faderen rejste sig, i Opror:

-Og hele dit eget Liv modsiger, hvad Du siger; tror Du da ikke jeg
ved, at hele Dit Liv er en eneste og eneste Opofrelse?

Moderen svarede ikke straks, saa sagde hun uendelig mildt:

-Fritz, naar man er blevet klar over Livets Tomhed, maa man fylde den
med noget ... ligegyldigt.

-Er da ogsaa Opofrelsen ligegyldig?

-Ja--fuldstaendig.

Faderen gav intet Svar.

Det var som hans vandrende Skygge gled bort i Morket.

-Eller--hun talte roligt som den, der gor et sidste Sporgsmaal--gor
for Eksempel min Opofrelse egentlig dit Liv rigere?

Maaske ventede hun, blot et Nu, et Svar. Men Faderen forblev tavs, og,
i Morket, sitrede maaske et Ojeblik hendes Haender.

Fra Forhojningen sagde hun igen:

-Der er maaske Skin-Liv mange Steder: i Kunsten, i Opofrelsen, i
Arbejdet, i Venskabet, i Daaden; kun et Sted er Livet--der, hvor
Naturen har villet det.

Moderen tav, og i Stuen var der tyst.

Sagte loftedes ude Dorenes Klinker.

Husets Fok kom hjem.

-Nu kommer de igen, sagde Moderen.

Faderen gik hen til Doren og kaldte, mens hans Stemme dirrede.

Saa hortes der fra Alleen Sang, den lod saa skaert og foraarsmaettet
imod dem.

-Aa, det er Tine, sagde Moderen.

Og hun slog Vinduet op.

Blussende kom Degnens Datter lobende:

-Aa, jeg #maatte# herned, det er de forste Jordbaer. Mo'er har
plukket dem i Aften; og hun rakte de rode Baer op imod Karmen:

-Dejlige Kone, sagde hun.

Og Moderen bojede Ansigtet ned mod Baerrenes Duft.

* * * * *

Hver Dag i Middagsstunden skulde Tine ned og se, om Roserne sprang ud.

Det var de vilde Roser om Moderens Lysthus' hvide Sojler.

Jo, de kommer nok, sagde hun.

-Ifjor kom de ikke, sagde Moderen, og da havde vi heller ingen
Jordbaer.

Roser og Jordbaer, de skulde til paa Moderens Fodselsdag.

-Ja, ifjor, sagde Tine, det skyldtes bare Kulden.

Og de satte sig ind paa den hvide Baenk og de stirrede ud over Dammen,
og de talte om hvordan det var ifjor og iforfjor, og det forrige Aar,
og for mange Fodselsdage siden.

-Aa, ja, men da var De lille, sagde Moderen.

Moder