.

Efter Tedrikningen sad de paa Havetrappen en halv Time og drak Luft.

-Man taler om Vand og Vand, sagde de: det forste er dog Luften. Hvis
Folk var kloge nok og sov for aabne Vinduer, vilde de blive hundrede
Aar.

Efter seks Ugers Forlob var Efter-Kuren endt. De rejste paa Dagen.

Det sidste, de foretog, var Uddelingen af Drikkepengene, indsvobte i
Papir.

* * * * *

Naar Tanterne var borte, kom en anden Tid.

Moderens veninder aflagde Besog. Det var Dotrene fra Godset, hvor hun
var opdraget. De virkede som brogede Fugle, der kom langvejs fra.

I otte Dage skinnede deres Parasoller i Havegangene.

Vinduerne stod aabne, saa Hus og Have lob ud i et; og det summede med
fremmede Navne; og Postbudet bragte Breve, hvis Udskrift ingen i
Kokkenet kunde stave.

Det var den lyseste Tid paa hele Aaret.

Veninderne var i Krinoline, som Bornene syntes lignede de store
omvendte Lysekroner hjemme fra Amaliegade, og i Mantiller med lange
Snipper. Men naar de korte ud, havde de Strudsfjer paa Hovederne,
ligesom Zampa, den lille Hest, de havde set i Augustenborg, og som
kunde sidde tilbords og ringe paa sin Mad med en lille Klokke. Alle
talte de i Munden paa hinanden, Veninderne. Men mest snakkede Lady
Lipton.

Hun boede langt borte i et fremmed Land og hun kendte mange af dem,
der var de rigeste og fornemste. Faderen forte hende altid tilbords
til Middag.

Men naar de havde spist, drak de Kaffe i Havestuen, og det var Lady
Lipton, der talte. Hun talte om Rachel, som hun elskede, og om
Kejserhoffet i Tuilerierne og om alle fjerne og besynderlige
Mennesker, som hun kendte--mens Moderen lyttede.

-Fortael mer, sagde Moderen, og Ladyen fortalte mer; om det store Lands
Digtere mellem hvem hun levede, om dets Malere hvis Malerier hun
ejede, og helst om en saer og saelsom ung Digter fra et eksotisk Land,
hvem hun havde truffet i en stor By, hvor alle Eksistenser driver
sammen, og hvis Billede hun havde staaende paa sit Bord oppe paa
Gaestekammeret. Moderen horte ogsaa helst om ham.

-Ma chere, sagde Ladyen, jeg tror Livet er gledet fra ham. Han har
forglemt den Kunst at vaere til. Han kan ikke mere stryge sin hoje Hat
og han gider ikke knappe sine Handsker for at gore en Visit; han
formaar ikke mere at foretage sig alle de mekaniske Ting, hvoraf Livet
bestaar: som at gaa til sin Barber eller drikke sin Kaffe paa en Kafe
eller saette sig tilbords med en affabel Dame og betragte en pudret
Go