pustede, hojrod i Hovedet, S'et ud paa Kringlen, mens Bornene
stirrede.

-Saa, sagde Tine: Nu Svinget.

Og hun pustede igen.

Moderen blev ved at hamre oppe paa Doren:

-Tine, Tine.

-Ja, ja, raabte Tine, der lob med Kringlen, De maa saagu' blive der.

Pigerne lob ned i Lysthuset med rodmalede Urtepotter i Haenderne.

De skaenkede hver Fodselsdag Fruen Gyldenlakker, opelskede i Pigekamret
ved den megen natlige Varme.

Alle Gaverne paa Bordet var paa Plads, og Bornene og Tine tog Pragten
i Ojesyn.

Faderen kom vandrende langs Haekken.

Stille lagde han sin Gave paa Bordet, halvt skjult, og gik.

-Nu kan vi hente Fruen, sagde Tine.

Bornene stormede afsted ind mod Huset, op ad Trappen.

-Mo'er, Mo'er--nu--Og Tine aabnede Doren.

Hvidklaedte lob Bornene foran Moderen, mellem de gronne Haekke, ned mod
det hvide Lysthus.

-Mo'er, Mo'er, blev det ved at lyde.

-Mo'er, Mo'er, lod det, til de naaede det hvide Lysthus. Og hver af
Bornene greb sin Gave og strakte den frem i oprakte Haender.

-Mo'er, Mo'er, det er fra mig.

-Mo'er, Mo'er, naeh, det er fra mig.

Og paa Taeerne stod de for at faa det rakt.

Et Nu stod Moderen, hvid mellem de hvide Born. Hun saa' saa langt ud
over de sommerlige Enge. Alt var badet i Lys: Himmel og Luft og Jord.

-Hvor Dagen er skon, sagde Moderen.

Og hun smilte.

Saa rev hun Haanden til sig--det var Tyras, der slikkede hendes Fingre
og lagde sig ved hendes Fod.

-Aa, er det Dig, sagde hun.

Og midt i Solens Lys stod hun mellem de vilde Roser, med Bornene om
sig og Tyras ved sin Fod.

Pigerne kom, og Karlene, der havde Stovler paa.

De ligesom luskede saa saert rundt om Dammen, i et langt Tog, dukkede
baade i Nakker og Knaeer--de saa' ud som skulde de til Offers.

Moderen trykkede deres Haand, en efter en.

Pigerne skaevede hver til sin Present, og de gik videre igen.

Bagest travede Jens Rogter. Hans Bukser haengte bagtil saa sorgmodigt,
som var han til Kondolence.

Naar de var vel borte allesammen, skyllede Moderen sine Haender i
Dammen.

Tine var oppe for at hente Chokoladen.

-Kaere Born, lad os faa den straks, sagde Moderen: saa er det
overstaaet--

Bornene var lobet bort og hun var ene.

Stille gik hun ind og aabnede Brevet, Faderen havde lagt paa hendes
Bord.

Langsomt foldede hun Brevet ud og laeste:

-Lykke er det saa underligt at onske Dig. Men jeg onsker Dig det
bedste, Livet vil give Dig. Din Fritz.

Moderen bojede atter sit Hoved.

H