re kommer dine
Minder--kommer og samles om En.

Kunde jeg blot danne af Ord et Billede, som bestod uforgaengeligt--et
Billede, som var Ungdom og Smil, Ynde og Sorg, Glaede med bedrovede
Ojne, Tungsind, der lo med en kruset Mund; hjaelpelose Haender, som kun
vidste at hjaelpe de andres Nod, fine Lemmer, som mygede sig i Solen og
fros, naar Sol gik ned.

Et Billede af den, som elskede Livet og dode af dets Sorg.

Hun dode som en fager Blomst, der knaekkes.

Ingen Rose, ingen Lilje heller.

En saelsommere Blomst med saere Fibre, opplejet i sene Aar af en
taalmodig Gartner; en mangefarvet Kalk, saa skon i Lyset, men som mod
Aftenstid lukker sig sky....

En Sejrssang, Smerten kvalte i Struben....

En Fremmed paa Jorden og som dog blev elsket som en sjaelden Gjaest.

Hvide Hus, min Barndoms hvide Hus--saadan var hun, som var din Sjael.

* * * * *

Men Efteraaret gik og det led mod Jul.

Moderen og Skolelaererens Tine sad laenge oppe, og Bornene fik Svedsker
for at gaa tidlig i Seng.

Den gamle Karet rullede hver anden Dag op for Doren, og hele Gangen
var fuld af Fodposer. Der skulde vaere saa mange Fodposer, naar Moderen
skulde kore. Og Sonderborg var ikke som Augustenborg, noget, man kom
til paa en Springvej, det var to Mil og en hel Rejse.

Men naar Moderen kom hjem, lo hun og pludrede hun og gemte hun, mens
Bornene blev lukkede inde i Sovekamret, for de maatte ingenting se. De
horte bare Kusken, der gik ud og ind og slaebte paa Kasser. Det var det
fra Kobenhavn. Saa var "det" kommet.

Det var det store Sporgsmaal, om "det" kom--alle Presenterne fra
Bedstefader. For kom det ikke, blev der jo tomt paa Julebordene. Et
Aar var det Is og Sne, saa Kasserne blev borte. Moderen sendte Bud til
Sonderborg, og Moderen korte selv, og Moder lod Faderen
telegrafere--det var de forste Aar, man havde Telegrafen--men
Kasserne, de kom ikke.

Moderen graed og vidste ikke Raad. Hundrede Gange vendte hun sin gamle
Portemonnae. Der var Hul i, saa Pengene lob ud i hendes Lomme. Men
tilsidst lagde hun Grankviste paa alle Juleborde, og saa saa det ud,
som der var en Masse.

Men nu var Kasserne kommet, og inde fra Sovekamret kunde Bornene hore,
hvordan Tine masede for at faa dem op.

Moderen selv havde ingen Ro:

-Tine, Tine, se der...!

Tine saa.

-Tine, saa, nu gaar Fjaelen.

Bornene kom ud af Sengen, men der var stukket Papir i Noglehullet.

Inde i Dagligstuen laa Moderen paa Gulvet--d