med bart Hoved.

I klare Naetter gik hun der laenge. Hun holdt saa meget af Stjernerne.
Lange Tider kunde hun staa og taelle, hvor mange hun kunde se paa en
Plet.

Tine stod hos.

Hun spurgte, hvad Stjernerne hed.

Men Moderen havde givet dem Navn efter sine Venner.

-Det var hendes Moders Stjerne....

-Saa De den?

-Og det var Alice's--ser De den? For den er saa bedrovet.

Der var saa mange bedrovede Stjerner og dem elskede hun hojest.

-Stella, raabte Faderen fra Gavlen:

-Stella, Du forkoler dig.

-Jeg ser kun paa Stjernerne, sagde hun. Hun blev staaende et Ojeblik
og holdt endnu sit hvide Ansigt opad:

-Det er Fritz' Stjerne, sagde hun, ganske sagte.

Og hun gik stille ind.

Men at stirre paa Stjernerne var hende naesten en Lidenskab.

-Saa er jeg; sagde hun, sammen med alle mine Venner.

Undertiden fulgte hun Tine lige til Kirkegaarden, men laengere aldrig.
For hun var bange for Spogelser. Paa dem troede hun fuldt og fast, og
sikkert var det, at der hjemme spogede i det blaa Kammer, det gjorde
det.

Hun bekraeftede det med et Nik:

-Det ved ogsaa Fritz, sagde hun.

Men den, der spogede i det blaa Kammer, var en hvid Dame, og saa man
hende, skulde nogen do.

Moderen havde set hende _en_ Gang, og da var den gamle Postmester dod.

Ellers vidste hun mange Spogelseshistorier, og fortalte dem i
Morkningen, saa Bornene gos.

Helst fortalte hun den fra Aaholm, for den vidste hun var sand, fordi
den var haendet en af hendes Tanter.

Det har nu altid spoget paa Aaholm, sagde Moderen: men dette er sandt,
for Olivia sad og friserede sig til Bal, da hun paa en Gang ser en
Dame komme ud af Vaeggen--livagtig--hun saa hende i Spejlet ... I graa
Silkekjole med store Buketter af Roser, gik hun lige hen og stillede
sig bag hendes Stol.

-Men Olivia floj op og styrtede ud paa Gangen og skreg og skreg....

-Men godt var det, at Damen ikke havde faaet hende i Haanden. For det
var jo haendet en Selskabsdame ... og hun kom lobende ud paa Gangen, op
ad Trappen, ind til Grevinden og raabte: en Dame kom ud af Vaeggen og
hen imod mig og lige op til mig og tog mig i Haanden--og drejede mig
rundt....

-Og saa, i det samme Nu, blev Selskabsdamen gal....

-Ikke til at redde, hun var gal.

Fortalte Moderen.

Men hun sagde ogsaa, at tilsidst havde Greven paa Aaholm ladet grave
paa det Sted i Muren og i et hemmeligt Rum havde de fundet et Skelet.

-Hun var naturligvis blevet myrdet, sagde Moderen.

Alligeve