ndtligt, naar man kober en Bog,
som om de vilde sige: At du ikke er klogere ... men vaer saa god--kob
kun en ny Logn....

Hun blev ved at sidde med sammenknyttede Haender, og pludseligt talte
hun helt roligt:

-Hvad der undrer mig, det er at de alle er saa dumme; at ikke en af
dem alle er klog nok til at ville lade sig stene, fordi han havde sagt
Sandheden....

-Ja, men hvilken Sandhed? sagde Tine, der under Moderens "Laeseraptus"
var helt fortvivlet.

Moderen sad lidt:

-Aa, sagde hun, Sognefogdens Son kendte den. Men han kunde ikke stave
og han var vel ogsaa for doven til at blive Digter.

Tine, der ingenting forstod, sagde afledende:

-Ja, doven var han til alting undtagen til at bringe Folk i Ulykke....

-Han bragte dem ikke i Ulykke, sagde Moderen: han elskede, og han
horte op med at elske--naar det var forbi....

-Naar det var forbi?

-Ja--#Begaeret#....

-For det er Hemmeligheden: der er ikke andet end Driften, og den alene
er Herren og Mesteren,--Driften broler mod den tomme Himmel--den
alene.

-Men, og Moderen gjorde en Bevaegelse med Haanden: lad os ikke tale
mere om det ... hvorfor skulde jeg sige Sandheden?

-Tror De, vi faar Sne, spurgte hun.

Hendes Ansigt var belyst af den rode Ild....

Saa rejste hun sig. Hendes Skridt over Gulvet hortes naeppe.

Laenge klang det sagte Forspil, for hun sang:

Lad de Dode hvile, lad de Dode hvile--Minder, Minder, vaek det
ikke, lad mit dode Hjaerte hvile. Kun i Doden er der Fred og Lise:
lad det hvile, lad mit dode Hjaerte hvile.

Der var Foraarsmorg'ner, mens Syrener dufted' hvor, i Solen, du
slog Doren op mod Dagen, mens, af Jubel straalende, du hvisked:
"End en Dag--endnu en Dag at leve".

Der var stille, fredopfyldte Aftner, hvor vi, under
Forstadstraeets tynde Krone taust gled hen i samme omme Glaede.
Faelles om at dromme, faelles om at Graede--

Lad det hvile, lad det hvile, vaek det ej, mit dode Hjaerte. Kun i
Doden er der Fred og Lise. Minder, Minder. vaek det ikke, vaek det
ej, mit dode Hjaerte.

* * * * *

Dagene laengedes, og der stod Vintergaekke i Moderens Glas paa Sybordet.
Tine var saa flink til at finde dem under Sneen. Hun kendte Pletterne,
hvor de voksede, og hun rodede og rodede, til hun fandt dem.

Gaekkene stod taet ind under Muren. Tine laa ned paa Knae og gravede med
sine rappe Haender, som blev rode.

-Se, se, raabte hun, naar