sagde Moderen:

-Hvad fik I?

Og Bornene skreg Maden i Munden paa hinanden.

Af Maden i Selskaber lo Moderen mest:

-De laerer aldrig at spise her tillands, sagde hun: Herre Jesus, hvad
er det, de saetter paa Bordet.

Til Borneselskaber satte de jo nu en Gang for alle kun Smorrebrod og
Mandelbudding paa Dugene.

Faderen aabnede tilsidst Doren til sin Stue:

-Stella, du odelaegger ganske den Dreng, sagde han. Born skal dog ikke
kritisere, fra de ligger i Vuggen.

-Fritz, jeg kan da ikke hindre Drengen i at se.

Og Faderens Dor lukkede sig igen.

Faderens Dor var naesten altid lukket og Bornene vidste naesten ikke,
hvordan der saa ud bag den Dor. For de kom der saa sjaeldent og derinde
var morkt.

Stuen vendte mod Nord, og der kom aldrig Sol. Moblerne var af dybt
Mahogni.

Faderen vandrede mest--op og ned ad sit Gulv.

-Hvem er det? sagde han, naar nogen kom ind, og ligesom for sammen.

-Det er mig, svarede et af Bornene, der kom for at hente en Bog.

Og Faderen vandrede videre henover sit Gulv, mellem de samme fire
Vaegge.

Han elskede at have det hedt, og havde dog altid hvide Haender af
Kulde.

Ved Middagsbordet, naar et af Bornene talte, kunde han pludselig rive
sig ud af sine Tanker--han sad altid bag en Flaske fin Rodvin med rodt
Lak--:

-Gud ved, hvordan de Born bliver opdraget, sagde han.

-Kaere Fritz, svarede Moderen, hvordan skal man opdrage Born paa
Landet.

-Som Born, sagde Faderen og faldt igen i Tanker.

Han var altid hvid i sit Ansigt, og hans Skaeg var begyndt at blive
graat.

Men Moderen sagde til Tine fra Skolen:

-Kaere Ven, Born er Born, hvad de ikke horer her, det horer de i
Borgestuen.

Det var saerdeles sandt. Bornenes gladeste Timer var i Borgestuen. Der
var saa koghedt, saa de blev glorode i Hovederne, mens de sad i
Krogene og horte til. Der var bestandig stor Forsamling fra hele
Landsbyen, fordi aldrig nogen taenkte paa, hvormeget ol der blev fyldt
i Krusene.

Udepigen lob bare til og fra, paa sine sorte Sokker, og skaenkede.

Det var som paa en Kro.

Lars Forkarl sad for Bordenden og forte Forsaedet. Husmaendene garnerede
Vaeggene. Maren Udepige stod ved Doren og grinede.

Der var ikke den Sladder fra Landsbyen, som ikke gik gennem
Borgestuen.

Moderen lukkede undertiden Doren op:

-Naa, Born, hvad Nyt?

Og hun satte sig selv ved Kakkelovnen. Saa forte kun Lars Forkarl
Ordet, mens Husmaendene sad og skaevede til deres Krus.

Lars Forkarl havde vae