.

-Ja, sagde Moderen.

Hun bojede sig ned, og varsomt lagde hun Buketten, som hun bar, paa
den friske Hoj:

-Det er fra dem, hvem han bragte Lykken, og som maatte graede.

-Er det en Tak? spurgte Tine.

Moderen svarede ikke.

Stift stirrende blev hun staaende, tavs, foran den hojnede Grav.

En Flagermus floj forbi, og Moderen foer sammen.

-Kom, sagde hun. Og da de kom ud, tog hun sig igen til Hovedet:

-Aa, Tine--lever de Dode? sagde hun og hun forsogte at le.

Nede langs Skraenten bag Muren hviskedes der og var der uroligt.

-Aa, sagde Tine og lo: det er jo kun Karlene med deres Piger.

Moderen kom hjem, ind over Gaarden og op i sin Stue.

Det var halvlyst og alle Dore stod aabne.

-Maren, Maren, raabte hun gennem Huset.

Men ingen svarede.

Kun Mariehonsene sang fra Bryggerset og ved Ovnen.

Moderen aabnede Bryggersets Dor.

-Maren, Maren, raabte hun ud over Gaarden.

Hun saa kun et Par Skygger, der flygtede ned imod Dammen.

Hun lukkede Doren og hun gik langsomt ind.

Faldt der fra Ruderne Lys paa hendes Ansigt, saas det blegt.

Hun satte sig i sin Stol, og, med Haenderne foldede, stirrede hun ud i
det tomme Rum.

Faderen aabnede sin Dor:

-Er her ingen, sagde han.

I Halvmorket svarede hun sagte:

-Jo, jeg.

Og Faderen sagde:

-Jeg saa Dig ikke.

Han begyndte at vandre over Gulvet, og sagde:

-Jeg kaldte for, men her er ingen.

-Nej, sagde Moderen.

-Ja, hvor er de--hvad tager de sig til alle sammen?

Med en Stemme, der skiftede ganske let, sagde Moderen:

-Det er Foraar, Fritz.

Faderen gik lidt:

-Du maa holde dem hjemme, sagde han:

-Det hele Hus staar tomt om Aftenen. Det gaar ikke an.

Moderen rorte sig ikke, men, stottende sin Nakke mod Vaeggen, sagde hun
ud i Luften, og ikke til ham:

-Det er Jorden, der er blevet Laeremester for sine Born.

Faderen stansede i en Krog, og han satte sig.

Laenge sad han tavs.

Saa sagde han:

-Hvor langt Du er kommet bort--

Moderen svarede ikke. Men efter en Stund sagde hun:

-Fritz, Naturen er staerkest, og det er selve Jorden, der driver dem.

-Ja, Fritz; og hun talte haeftigere:

-Jo mere jeg taenker, jo sikrere ser jeg det, der er kun en Lov, den
eneste, at Livet vil fortsaettes.

Hun tav igen et Nu og sagde saa langsommere:

-Det tror jeg.

-Fortsaettes frem mod hvilket Maal?

-Maalet? Maalet er, at der skal avles.

-Og hvorfor?

Moderen saa ud i den tomme Luft:

-Jeg ved det ikke, sagde hun: