rge....

-Jeg forstaar det, sagde Moderen.

-Han foler vist ingen Sorg, sagde Ladyen--og han er ikke
desillusioneret, for, hvad der hedder Illusioner, var ganske sikkert
allerede fortaeret af hans Forfaedre.

Hun tav lidt, saa sagde hun:

-Snarest vilde jeg sige, at han horte til _les desinteresses_.
Livstingene er ligesom visnede bort for ham til lutter Ligegyldigheder
eller Latterligheder eller noget, der vaekker hans Forbavselse.

Ladyen lo pludseligt:

-Aldrig vil jeg glemme, sagde hun, en Dag han kom til mig og pludselig
udfoldede "Le Figaro", der laa paa mit Bord, og mens han med en slank
Haand slog ned over den ynkelige Avis, sagde han med en usigelig og
traet Forfaerdelse--aa nej, ikke Forfaerdelse, kun en Slags mat
Forbavselse:

-Alt det handler om Krigen med Kina.

Ladyen tav et Ojeblik, saa sagde hun:

-Det er vel Tingen, at for ham er alt blevet Krigen med Kina.

Moderen rakte Kopperne rundt.

Saa sagde hun stille:

-Maaske elsker han--eller har han elsket.

Ladyen svarede:

-Jeg tror det ikke, ma chere.

-Der er i alle de store Lande saelsomme Mennesker, hvem
Kaerlighedens--hvad skal jeg sige?--rent fysiske Side indgyder
uovervindelig Modbydelighed. De bliver Asketer af Raffinement, og de
begaerer bestandig, mens de forbander Tilfredsstillelsen.

-Rene er saadan.

-Han drives mod Kvinderne, og naar han blot holder dem i sine Arme,
overdaenger han dem med Skaeldsord.

-Saa elsker han ikke, sagde Moderen.

Ladyen tav lidt. Saa sagde hun:

-Er Elskov andet end at fole Begaer og at undse sig derved?

-Kan Du intet af hans Digte, sagde Moderen.

-Et enkelt, sagde Ladyen.

-Sig os det, sagde Moderen.

Ladyen laenede sig tilbage i sin Stol, og paa sit lidt fremmedartede
Sprog, der gav Ordene en saer Klang, sagde hun langsomt:

Jeg elsker Dig, som Havet elsker
den vide Kyst, som det beskyller,
daekkende og altid den bedaekkende
med et evigt Kys.
Saadan som en Elsker kan
fra Fodens Saal til Tindingens skonne Bue
fore sin sode Laebe
langs den Elsktes ganske Legem,
for, i Salighed, det alt at eje ...
Saadan elsker jeg Dig--
saadan.

Nej, jeg elsker Dig som Solen elsker
Aftnens gyldne Skyer,
der favner den og helt den favner,
mens stolt, en sidste Gang, den hilser
Jordens usle Herlighed og dor.

-Du kan et andet, sagde Ladyens Soster.

-Ja, sagde Ladyen, jeg kan endnu et.

Og i den samme Stilling, uden at ror