raed altid, naar hun fik Brev fra hende.

-Aa, hun blev gift, sagde hun, med den gamle knark.

-Nogle siger, det er en Lord og nogle siger, han har vaeret Skomager.

Men hvert Aar kom der fra den Veninde ogsaa Breve fra Kobenhavn.

Hun var hjemme--at se Sonnen.

-Det er jo det eneste, hun elsker her i Verden, sagde Moderen til
Tine.

Den Son havde hun vist faaet noget uregelmaessigt; og saa havde hun
mattet rejse bort og var blevet gift, dernede i Nord-Italien, med
Lorden eller Skomageren.

-Men hun sidder jo og er rig, sagde Moderen.

Det var ligesom Livssmerten kom hende naer, naar hun talte om den
Veninde.

-Ja, Gud ved, hvordan det kan vaere, sagde hun igen:

-Men det gik dem alle galt.

Venindens Fader kom undertiden, altid pludseligt, og altid blev han
ganske kort.

En hoj Mand, mager, med en Holdning som dens, der, uden at boje Ryg,
er vant til at faerdes ved et Hof.

Pigerne kunde saa ganske uformodet melde:

-Det er Hofjaegermesteren.

Og han kom ind og han bojede sig saa maerkelig dybt og saa maerkelig
bevaeget for Moderen, der gik ham imode. Og han satte sig altid i en
lang Afstand og han talte med en Stemme, som kom den langt borte fra
og den var mattet af Sorg.

Og han gik, saa pludseligt, som han kom.

Men Moderen graed, naar han var gaaet, og Bornene var bange, for det
var noget omtrent, som havde der vaeret et Spogelse.

-Jeg vilde blot se Dem, sagde han, naar han gik, og han bojede sig
igen og kyssede Moderens Haand.

Han kom for at kunne naevne dem, der var langt borte....

... Men Moderen blev siddende i Juledampen, med sin Ungdoms Breve i
sit Skod. Skolelaererens Tine sad paa en Skammel ved Siden af hendes
Stol.

Moderen fortalte om sin Forlovelsestid.

Hun kom jo ind fra Provinsen og ingenting vidste hun og ingenting
kendte hun og fremmed var hun i Excellencens gamle Hus.

Det var noget nyt og noget helt forfaerdende, med Orstederne og med
Mynsterne i Stuerne og i Huset Oehlenschlaeger oppe paa anden Sal.

Det var et Liv med Lysekronerne altid taendte, og Svigermoder i det
sorte Flojel, og de gamle Slaegtsvaaben broderet paa alle Puder, og
Solvkander stillede frem paa Etagerer, og Malerier paa Vaeggene saa
hojtideligt, som i en Kunstsamling.

Moderen gik helt forskraekket om.

Men til Forlovelsesgildet, da de drak Skaaler og Excellencen selv
havde skrevet Sangen, da sneg Moderen sig ud paa Trappen, Trappen op
til Oehlenschlaeger, og der sad hun og graed; med Ansigt