te de dem,
ligesom i Sikkerhed, hen rundt i Krogene.

-Saa, Jens Rogter, sagde Moderen, nu skal vi danse.

Hun dannede en Kaede.

Forrest var hun selv med Jens, Bornene tog Pigerne og Karlene.

-Slut Kreds, raabte hun til Tine, og hun begyndte at gaa.

Langsomt drog Kredsen om Traeet, mens Moderen, med lidt sitrende Rost,
begyndte at synge:

Dejlig er Jorden,
Praegtig er Guds Himmel,
Skon er Sjaelenes Pilgrimsgang!

Gennem de favre
Riger paa Jorden
Gaa vi til Paradis med Sang!

Lidt efter lidt faldt Alle ind, mens Moderens Stemme steg, og de
langsomt blev ved at vandre om Traeet.

Alles Ansigter var vendt opad, op mod Juletraeets Lys.

Inde fra Halvmorket faldt pludselig Faderens Stemme ind, saa maerkelig
dybt, som fra langt borte.

Moderen var stanset ved Lyden af hans Sang. Saa gik hun atter videre,
stirrende ind i Traeets Lys:

Gennem de favre
Riger paa Jorden
Gaa vi til Paradis med Sang!

Sangen dode hen.

-Syng nu alene Mo'r, sagde den aeldste Dreng.

-Ja, vil Fruen synge alene, sagde Mandfolke-Marie, der hele Tiden graed
stridt uden at vide det.

-Ja, sagde Moderen.

Og uden at tage sine Ojne fra Traeets Lys, sang hun halvhojt--hun
alene, medens de Alle gik endnu langsommere:

Glaeden er Jordens Gaest idag
Med Himmelkongen den lille,
Du fattige Spurv, flyv ned fra Tag
Med Duen til Julegilde!

Dans, lille Barn, paa Moders Skod,
En dejlig Dag er oprunden,
Idag blev vor kaere Frelser fod,
Og Paradisvejen funden.

Der var tyst et Ojeblik, og Alle var stansede.

-Saa leger vi, sagde Moderen.

Og hun satte Jens Rogter i Galop, saa Alle maatte folge, mens hun
sang, og Bornene faldt i "om Traeet, der skal vises, og siden skal det
spises".

-Gud bevare mig vel, sagde Moderen, hvor den Dreng synger falsk.

Det var den aeldste, der skraalede lige op i Traeet.

Den Mindste faldt i Kaeden.

-Op igen, sagde Tine.

Men den Mindste graed.

-Saa danser I Andre, sagde Moderen, og hun satte sig hen med den
Mindste paa sit Skod.

Lysene begyndte at braende ned, og de holdt op at danse.

Folkene drog af, og Tine gik i Lag med at bringe de Mindste i Seng.

Moderen sad paa det samme Sted.

Paa Gulvet, med Hovedet mod hendes Knae, laa den aeldste Dreng, mens
Lysene slukkedes, et efter et, og Solvets Glans blev mat.

-Moder, sagde han, nu dor Juletraeet.

-Ja, min Dreng, sagde Moderen, og hendes dejlige Haand faldt bor