id,
da al min Strid
skal faa en salig Ende:
Til Glaeden sod,
i Jesu Skod,
jeg gaar fra min Elende.

Foraeldrene rorte sig ikke. Moderen ene sang.

Drengen stod og saa paa hende. Hun var ganske hvid i Ansigtet.

Den ene Stemme lod saa saert, der over en fremmed Dod.

Eja, min Sjael, vaer frisk og bold.
Glaed dig i Christ, din Herre!
Thi Doden, som var Syndens Sold,
Dig nu skal Frelse vaere.
Straf var den for,
nu er den Dor
til Himlens lyse Rige.
Nu er din Dod
en Sovn Saa sod,
al Sorg med den maa vige.

Der var stille et Ojeblik.

Saa lagde Konen Klaedet over Ansigtet.

Drengen horte ikke Moderen sige saa meget som Farvel.

Sognefogden gik med dem hen over Gaarden. Han lukkede Porten op og
lukkede den i.

Moderen og Drengen kom ud paa Vejen. Moderen talte ikke.

-Moder, sagde Drengen, du var hvid i Ansigtet.

-Kom nu, sagde Moderen.

Da de kom hjem, var Moderen tavs og frysende. Ved Aftensbordet blev
der naesten ikke talt.

-Fritz, sagde Moderen pludselig:

-Det Menneske har ikke haft nogen Sjael.

-Stella.

-Nej.

Moderen tav lidt.

-Han har kun haft Blod ... og nu er det blevet koldt.

Faderen svarede ikke.

Men Moderen sad et Ojeblik:

-Menneskene burde altid blive gamle, for de skal do, sagde hun.

-Stella, saa du taler.

-Jo, det er sandt. For saa har Lidelserne altid givet dem en Slags
Sjael.

Hun tav lidt:

-Ungdommen har kun Blod.

Det var, som var Moderen i et hemmeligt Opror:

-Jeg kan ikke glemme det Ansigt, _hvor der intet var--_

Hele Oen modte til Begravelsen.

... Men kom man forbi Sognefogdens Gaard, laa de smaa Husmandshuse bag
Gaerderne. Deres Vindueskarme var gronmalede og deres Dore var gronne,
men selv var de hvide midt i Sneen.

Moderen nikkede til hver Rude og Bornene nikkede efter, og den aeldste
Dreng lob i hver Snedrive, der var kastet op langs Vejen:

-Saa den Dreng gaar, sagde Moderen.

I det yderste Hus boede Elsebeth.

Hun var den aeldste i Byen. Hun var vist hundrede Aar. Der var saa
stille i Stuen, at Bornene syntes ikke en Gang Katten turde knurre.
Eller maaske havde den glemt det. For den var ogsaa gammel og laa ved
Sengen. Men naar den gad aabne sine graagule Ojne, saa troede man, den
vidste mange Ting.

For i Tiden havde Else spundet--spundet, spundet.

Men nu var Rokken stillet hen.

Den stod ved Karmen. Den stod som et Ur, der allerede er runden i
Staa.

Elsebeth n