Kuskenes Raab; Sten stod og graed igen,
laenet op til sine brune Heste.

De forste var kommet i Vognene og de begyndte at kore, Skridt for
Skridt, med de snublende Dyr; de andre fulgte, op imod Stormen, ned ad
Alleen gennem Morket, besvaerligt og langsomt.

Tine sad med sin Fader i Kokkenet, ved Siden af Skorstenen, _der_
havde hun bragt ham ind.

-Naa, lille Fa'er, naa, lille Fa'er, havde hun sagt og klappet ham og
klappet ham igen--han var som livlos, gamle Bolling--indtil han brast
i Graad, laenet til Skorstenen. Saa havde de siddet der, tause sammen,
laenge.

Nu tog Tine Haenderne bort, hvormed hun havde stottet sit Hoved, og som
om den nye Stilhed vaekkede hende, sagde hun:

-Saa kommer Skovrideren hjem.

Og hun blev siddende ved Siden af sin Fader, stirrende frem for sig
med store Ojne.

Fangel var den sidste, der fik Peltsen paa, det kneb med at komme i
AErmerne. Da han kom ud paa Gaardtrappen, snublede han over noget paa
Trinene. Det var Kapellanen, der sad, sammenfalden i sin Pelts, midt
paa Trappen:

-Men, Menneske dog, sagde Doktoren, vil De fryse ihjel? Menneske--vil
De staa op! Og han ruskede i ham.

Men det var, som om den lille Kapellan ikke maerkede det. Med sit
Dvaergeansigt, der saa ud som forvaaget, helt op til Fangels, sagde han
kun:

-Men--hvad vil da Gud med sit Danmark?

Og gamle Fangel folte selv sine Ojne svide, da han efter at have
besorget Kapellanen kom i sin Vogn.

Bispen var endnu alene. Laenge stod han og saa' ud over denne haergede
Stue, hvor Gardinerne losnede sig for Vejret, med de forladte Glas og
Bollen og Piberne rundt omkring--Levningerne som af umyndige
Russtudenters Sold "Bladet" var faldet paa Gulvet og laa og klappede
op og ned i Traekken. Biskoppen tog det op og laeste et Ojeblik deri, og
mens den gamle "Reaktionaeres" Ansigt fortrak sig til Spot eller
Smerte, blev han ved med at laegge det sammen og sammen ligesom til en
lang Svobe, og han lod det falde ned igen, ned mellem de tomte Glas.

Saa vaagnede han af sine Tanker, og han gik hen ved Siden af Sofaen.
AErbodig tog han Kongens Billede op. Naensomt, mens Lampens Lys faldt
paa hans Ansigt, losnede han de splintrede Glasstykker ud, et efter
et, og haengte Kongebilledet hen.

De smaa Flag stak han op derover.

Saa loftede han Blikket og saa' paa Kong Frederiks Billede.

Laenge betragtede Biskoppen den hojsalige Majestaet--med et
besynderligt, med et respektstridigt Smil.

Vinduerne slog i Stormen, Paa