, Aflob
for al deres raadlose Fortvivlelse, raabte de det alle i en Strom af
Ord, diskuterende, vilde, med blussende Ansigter--Ordet: Forraederi. Og
pludselig sprang Klint frem af sin Krog, og, ude af sig selv, slyngede
han med et Hvin sit Punscheglas, der suste, fort som en Kugle af hans
lemlaestede Haand, taet forbi Hojaervaerdighedens Hoved, lige mod Kong
Kristians Billede, der knustes.

Der blev taust et Sekund, mens Glasset klirrede og Billedet gled ned
fra sit Som--Dannebrogsflagene over den afdode Konge losnede sig ved
Stodet og faldt ned i Sofaen tilligemed Evighedsblomsterne--; men de
begyndte straks at raabe igen, anklagende alle, Generalerne, Scheel
Plessen, Bluhme, Blixen-Finecke, dem alle uden Forskel--mens Provsten,
der ligesom var kommen til Ro, sagde, idet han stottede sig til
Bordet med en stor Gestus:

-Men Folket vil drage dem til Ansvar, Folket vil faa sin Dag.

Ingen havde hort Doren gaa, men de vendte sig alle, nu ved Stemmen, og
de blev staaende forvirrede, som Folk, der pludselig vaekkedes:

-Aa, her er Selskab!

Det var Bispen, spinkel og lille, med sit gullige Ansigt og det hvide
Skaeg; han saa et Nu hen over Borde og Glas og de vaeltede Stole: Stort
Selskab, sagde han og saa hen ligesom gennem sin Provst, der endnu
hvilede i sin Statsmandsstilling ved Bordet.

De andre stod alle forfjamskede, midt paa Valpladsen; Kapellanen
vilde, stille, bag om Bordet, naa Majestaetens Billede--men _slap_ det:
Bispen havde set.

-Og De ogsaa, Hr. Kammerherre, sagde Bispen blot og vendte sig.

Kammerherren drejede underlig rundt paa de velskabte Ben, som han
skyldte sin Charge--"Louise vil se de Ben i stramme Bukser", havde den
afdode Folkedrot sagt ham ved Udnaevnelsen, og det joviale Kongeord
blev ofte gentaget i Jurisdiktionen--og Biskop Dahl saa et Ojeblik ned
paa disse urolige Ben.

Saa sagde han i en helt anden Tone, mildt og meget indtraengende:

-Ja, mine Herrer, nu vil der blive meget at gore og meget at gennemgaa
for os alle.

Han taug igen.

Det var iovrigt kun Baronen, han var kommen for at tale med, sagde han
saa: snart kunde man jo vente "Tropperne". Hans Stemme skaelvede
pludselig ved det Ord Tropperne, og han sagde: Men folg dog forst
Deres Gaester ud.

De kom ud, og i Gangen tumlede de med Peltsene. Doren klaprede i
Stormen, i Gaarden var der intet Lys--Lygterne var blaest ud--og de
gled paa Jorden, der var glat som et Spejl, mens de ravede mellem
Vognene. Man horte rundt om