og Lys med de mange Mennesker, og han kom fra en Vandring rundt om
sine Lader.

De stod et Ojeblik sammen paa Trappen. Natten var mork, saa de kun som
Skygger saa Gaardens Laenger, og alting var stille; kun et Kreatur
skrabede i sin Baas. Saa lod der ligesom en Puslen henne ved
Bryggersets Dor.

-Hvad er det? spurgte Berg, som foer han let sammen.

-Aa, det er vel Borgestuedoren, svarte Tine og blev med et--for et
Ojeblik--forvirret. Det altid ligesom puslede, ud og ind, hen paa
Aftenen, henne i Bryggerset, hvor Maren havde sit Paulun.

De stod et Ojeblik endnu tause i det dybe Morke.

-Godnat, sagde Berg saa og rakte frem efter hendes Haand.

-Godnat.

Tine gik ind, hun sad paa sin Seng endnu, da det rorte ved hendes Dor.

-Tine, det var Skovriderens Stemme--nu har De taget Deres Madrats igen
og lagt ind til mig ...

Tine foer op: Nej, sagde hun, vist ej!

-Ja, lod Stemmen blodt, og det er alt for meget--alt for meget ...
Tak.

Hun horte hans Trin fjaerne sig, mens hun sad igen paa Sengekanten; hun
havde faaet Taarer i Ojnene. Saa klaedte hun sig af og gik i Seng,
langsomt og stille.

Det var saa godt og trygt, naar Skovrideren var hjemme. Andre Aftener,
naar han var ude, kunde hun saa tidt blive bange, saa dumt bange
mellem alle de mange Mennesker, som sov og drog Aande her oppe og
nede; det var, som om Huset selv blev levende, syntes hun, det dode
Hus.

Og Skovrideren, han var "derude", og man vidste ingenting.

Men nu var det trygt, iaften var her stille og trygt ...

Tine laa og smilte. Hun taenkte paa Brevet og paa Herlufs "Hils" og paa
Skovrideren, som han havde siddet _der_ ved Skorstenen.

Ja, at det var blevet saadan: nu var hun da slet ikke mere bange for
Skovrideren.

... Der listede En paa Sokker gennem Borgestue-gangen. Det var Maren.

Saa blev der ganske tyst i Huset.

* * * * *

Tine foer ud af Sengen, ud paa Gulvet, ud i Kokkenet paa bare Ben, som
hun var.

Det forste Horn havde hun hort i Sovne og var faret op.

Jo--det var--det var Allarm....

Alle kom op, oppe og nede. De lob allerede i Storm over Gaarden. Tine
fandt intet Lys, fik Klaederne om sig, raabte ud i Gangen:

-Sofie, Sofie.

Skridt lod inde og ude. Stemmer allevegne. Tine raabte igen:

-Sofie, Sofie, og gik tilbage. Hun fik taendt et Lys, som Traekken
slukte.

I Gangen lob Officerer forbi i Morket. Oppasserne foer gennem Stuerne
med flagrende Lys. Midt paa Gulvet stod Love