d, og han var lige kommen til Haeren, saa
han havde ikke vaeret med ved Dannevirke og aldrig i Ilden. Blandt
Officererne talte han aldrig, men sad kun, genert eller drommende, hen
og smilte saa undertiden med et Par store Ojne, som saa han et
pludseligt Syn; eller han rejste sig og gik med et og uden Anledning
ud af Stuen ned om Dammen, hvor der var ensomt--rundt om Dammen.

_Der_ traf han Tine en Dag, da hun kom hjemmefra, over Gaerdet, og med
hende begyndte han at tale--halvfrygtsomt eller kun nolende--om _det_,
som han altid og uafladelig talte om: om Viborg derhjemme.

-Om Vejen langs "Soen"--det er saadan en dejlig So, sagde han, med et
Smil, som saa han den pludselig for sig fuld af Sol--hvor "de unge
Piger" kom, om Eftermiddagene og om Sondagen efter Kirke, to og
to--"for de gaar saadan i Viborg," sagde han....

Saa taug han lidt, bestandig smilende:

-Aa--de unge Piger er saa konne i Viborg, sluttede han saa langsomt og
taug igen.

Efter den Dag fulgte han stadig Tine; mest kom han i Morkningen; hun
sad i Skovriderens Stue--_der_ var dog _lidt_ Fred--og havde forsogt
at faa skrevet til Fru Berg; saa kom Appel og satte sig og talte, mens
Tine blev siddende med Haenderne i Skodet og stille taenkte paa Brevet
endnu, om hun ogsaa havde faaet skrevet alt: om Skovrideren og om
alting....

Appel sad og fortalte:

-Det var i Julen; de havde vaeret til Bal; om Natten var det
stjerneklart og saa var de gaaet hjem ad Gaderne--Herrer og
Damer--allesammen i en Flok--for saadan er de i Viborg--hjem til
Appels Foraeldre at drikke Vin, allesammen ... Og de blev samlet til
Morgen....

-Ja, ja, sagde Tine, naar Appel taug, _hun_ og De kommer nok overens,
Lieutenant.

Hun lo lidt, til han pludselig rejste sig og begyndte at gaa frem og
tilbage, laenger henne i Morket, med et paany greben af Tanken, han
ikke turde tale om--ikke til nogen, og som pinte ham bestandig; Tanken
om "Ilden", om "naar det kom" og hvordan det vilde blive, naar det kom:

-Naar mon det dog bryder los? sagde han og blev ved at gaa.

Han satte sig paany, men laengere fra hende og han sagde igen:

-For det maa dog bryde los! Og de taug begge, i Skumringen.

... Idag gik de tause henad Vejen--Tine saa rask, at hun naesten lob.

-Saa skal vi ud, sagde Appel med et som i et Ryk.

-Ja, svarte Tine blot: De skal jo det.

-Og de siger, "de" kan ventes, sagde Appel, der gik langsomt og saa
mod Jorden.

Tine horte vist ikke rigtig--der var altid sa