aed ...

Dagen meldte sig med sit forste Skaer. Graa listede Morgenen sig frem
over de uredte Senge og det vansirede og forladte Hus.

Dorene stode aabne endnu og klaprede oppe og nede.

Men Tine rejste sig ikke. Stille sad hun i den graa Dag.

Ude horte hun igen Horns Signaler, som Stormen sonderdelte, saa de lod
som Fugles Skrig.

Saa pludselig smilte hun: hun taenkte paa hans "Farvel".

* * * * *

Den Dag op paa Formiddagen begyndte Kanonaden fra Broager.

IV.

Roen var brudt.

Kanonerne god deres dybe, forfaerdende Lyd hen i den bolgende Luft,
Time paa Time, mens Vejen genlod--bestandig--af Marcherendes Trin,
Ordonnantserne jog og foer paa halvdode Heste: to Gange var der blaest
Allarm i et Dogn.

Alle Laenger i Skovridergaarden sitrede nu og da--Gulv og Vaegge--som
var de febersyge Levende.

Alt det Daglige blev gjort. Mad sat ind og Mad taget ud. Tropper kom
og Tropper gik.

Det var Aften. Tine vidste vel knap, at hun uvilkaarlig blev og blev i
Stuerne, gik rundt fra Gruppe til Gruppe og _horte_ kun uden at kunne
rive sig los: hun _maatte_ blive der, hun _maatte_ hore.

Stoj var der i Stuerne. Officererne talte hojrostet, naesten glad:

-Femhundrede Granater var der faldet, raabte En.

Der var andre, som mente syv. Og paa Vaerkerne var der dog ikke gjort
Skade.

-Ikke for Krudtets Vaerdi, sagde en Adjudant.

Ved Kakkelovnen stod den storste Flok. Der var en Kaptajn med
Napoleonsskaeg og Pibe, som sagde:

-Sekondlieutenant Appel er saaret.

-Saa?--Han, den Nye?

-Ja, svarte han med Piben. Og en anden, der varmede sig paa Bagen,
lagde til:

-De ved, den tynde blonde.

Midt paa Gulvet stod en anden Flok. Det var mest helt unge
Lieutenanter, som bed i smaa Overskaeg og diskuterede Begivenhederne i
saerdeles fagmaessige Udtryk.

Tine gik dem forbi.

Ved Bogskabet talte de om et Blokhus, der var spraengt. Tredive Mand
var blevet som knust og mast af Bjaelker og Splinter.

Tine stod hos og horte laenge.

-Hvor _De_ er bleg, Jomfru Bolling, sagde muntert en Kaptajn, der
vendte sig og loste sig ud af Gruppen.

-Synes Kaptajnen? sagde Tine og blev kun ved at hore: Fyrretyve Dode,
paastod En, at der var.

Tine levede kun i en Tanke.

-Og de skyder endnu--de skyder endnu....

Tilsidst rev hun sig los og gik ud: der maatte jo Toddyvand paa, og
der skulde redes til Natten, paa alle Sofaer.

I Gangen drev en Lieutenant paa en Kuffert under Lampen,