asonable assurance of success. The
_Coriolanus_ of 1818 is fairly correct, but its lumbering verse reveals
plainly that the translator had trouble with his metre. Two or three
examples will illustrate. First, the famous allegory of Menenius:[10]

_Menenius:_
I enten maae erkjende at I ere
Heel ondskabsfulde, eller taale, man
For Uforstandighed anklager Eder.
Et snurrigt Eventyr jeg vil fortaelle;
Maaskee I har det hort, men da det tjener
Just til min Hensigt, jeg forsoge vil
Noiagtigen det Eder at forklare.
. . . . .
Jeg Eder det fortaelle skal; med et
Slags Smil, der sig fra Lungen ikke skrev;
Omtrent saaledes--thi I vide maae
Naar jeg kan lade Maven tale, jeg
Den og kan lade smile--stikende
Den svarede hvert misfornoiet Lem
Og hver Rebel, som den misundte al
Sin Indtaegt; Saa misunde I Senatet
Fordi det ikke er det som I ere.

_Forste Borger_:
Hvorledes. Det var Mavens Svar! Hvorledes?
Og Hovedet, der kongeligt er kronet,
Og Oiet, der er blot Aarvaagenhed;
Og Hjertet, som os giver gode Raad;
Og Tungen, vor Trumpet, vor Stridsmand, Armen,
Og Foden, vores Pragthest, med de flere
Befaestingner, der stotte vor Maskine,
Hvis de nu skulde....

_Menenius_:
Nu hvad skulde de?...
Den Karl mig lader ei til Orde komme,
Hvad vil I sigte med det _hvis de skulde?_

_Forste Borger_:
Hvis de nu skulde sig betvinge lade
Ved denne Slughals Maven som blot er
En Aflobs-Rende for vort Legeme?

_Menenius_:
Nu videre!

_Forste Borger_:
Hvad vilde Maven svare?
Hvis hine Handlende med Klage fremstod?

_Menenius_:
Hvis I mig skjaenke vil det som I have
Kun lidet af, Taalmodighed, jeg mener,
Jeg Eder Mavens Svar da skal fortaelle.

_Forste Borger_:
I! Den Fortaelling ret i Langdrag traekker!

_Menenius_:
Min gode Ven, nu allerforst bemaerke.
Agtvaerdig Mave brugte Overlaeg;
Ei ubetaenksom den sig overiled
Som dens Modstandere; og saa lod Svaret:
I Venner som fra mig ei skilles kan!
Det Sandhed er, at jeg fra forste Haand
Modtager Naeringen som Eder foder,
Og dette i sin Orden er, thi jeg
Et Varelager og et Forraads-Kammer
Jo er for Legemet; men ei I glemme:
Jeg Naeringen igjennem Blodets Floder
Og sender lige hen til Hoffet-Hjertet--
Til Hjernens Saede; jeg den flyde lader
Igjennem Menneskets meest fine Dele;
Og de meest fast Nerver, som de mindste
Blandt Aarene fra mig modtage