er
naturligviis et ganske tilfaeldigt Mode.

_Captainen_. Natuerlich ... ganz tilfaeldig ... men meget ubehageligt,
Eders Naade!

_Baronen_. Tilfaeldigt! Er det kanskee ogsaa tilfaeldigt, at den Slyngel
ligger paa Knae for Abigael, og at hun staaer der og caresserer ham for
mine aabne Oine som en anden Laptaske! Hvad betyder den Comedie?

_Abigael_ #(tvivlraadig).# Hvad det betyder...? Det betyder ...

_Baronen_. Naa, ud med Sproget! For Djaevlen, kan hun lukke Munden op?

_Geheimeraadinden_. Rolig, Hr. Baron! I forskraekker hende.

_Abigael_ #(faar Oie paa _Bodil_; med en pludselig Beslutning:)# Det
betyder, at jeg har vundet mit Vaeddemaal! Ikke sandt, Bodil?

_Baronen_. Vaeddemaal! Hvad for et Vaeddemaal? Red for dig og det strax?
Jeg la'er mig ikke saette Blaar i Oinene.

_Abigael_. Det Vaeddemaal, som jeg for tre Uger siden indgik her paa
dette Sted med Bodil, at inden Maaneden var omme, skulde den nye Skriver
ligge paa Knae for mine Fodder. Bodil kan bekraefte mine Ord ... om det
ellers gjores behov at fore Vidne i den Sag.

_Geheimeraadinden_. Taenkte jeg det ikke nok! Det Hele var en uskyldig
Spog.

_Ambrosius_ #(ved sig selv).# En Spog ... et Vaeddemaal!

_Claus_. Ah, _une petite comedie_! #(afsides:)# Gud skee Lov, jeg
traekker Veiret igjen.

_Captainen_. Ha, ha, ha! Vortrefflich! En Attrape ... og den Skriver er
attrapirt!

_Ambrosius_ #(som for.)# Et Vaeddemaal ... En Spog!

_Baronen_. Naa, saaledes haenger det sammen! Ja, hvem Pokker kunde vide
det? Du har slaaet tilvaeds med Bodil, siger du...? Det aendrer jo
rigtignok Tingen, hvad _dig_ anbelanger. Men han ... den Landstryger,
den pjaltede Musikanter! At han vover at forgribe sig paa _min_ Datter
... Hvad har han at sige til sit Forsvar?

_Ambrosius_. Intet, naadige Herre! #(ved sig selv)# Hun har vaeddet om
mit Hjerteblod!

_Baronen_. Intet, siger han? Ja saa skal han Pinedod ogsaa faae Lon som
forskyldt!

_Abigael_. Tilgiv ham, Papa! Husk, han var ikke sig selv maegtig.

_Ambrosius_ #(traeder et Skridt tilbage.)# Bed I ikke om Tilgivelse
for _mig_, bed hellere Gud om at tilgive Jer, at I saa grusomt har leget
med min Hjertefred. Thi vel er I en fornem Froken, og jeg kuns et ringe
Tyende, men beggeto er vi dog skabte i Guds Billede, og det ene Menneske
har ikke Lov til at pine det andet tildode. Hvad Synd har jeg begaaet
imod Jer, at I saa skammelig har sveget og forraadt mig? I kjendte mig
jo ikke, I havde jo knap seet mig for Ede