kuepladsen forandres til:

#(_Haven_ fra forste Akt. Eftermiddagsbelysning, der efterhaanden gaaer
over til Solnedgang.)#

FJERDE SCENE.

_Abigael_ #(siddende paa Baenken. Strax efter)# _Ambrosius._

_Ambrosius_ #(kommer hurtig ind, uden Hat, med Haar og Halstorklaede i
Uorden).# Her har I mig, Froken, Ellepige, Abigael! Gjor med mig,
hvad I vil! #(Han kaster sig halv knaelende over Enden af Baenken.)#

_Abigael_ #(springer op).# Men er I da reent fra Samling, Ambrosius?
Reis Jer op og vaer rolig; jeg vil tale med Jer--horer I?

_Ambrosius_ #(reiser sig).# Bi lidt ... der lyder saa mange Stemmer
for mine Oren ... saa, nu tier de ... nu horer jeg kun Klangen af Eders
Rost.

_Abigael_. Vel, saa tag Jer sammen, at I kan forstaae, hvad jeg siger
Jer.

_Ambrosius_. Jeg forstaaer det, naadige Froken! Jeg veed, hvad I vil
sige ... der var en af Stemmerne, som raabte det til mig for. I skal
troloves idag ... ikke sandt?

_Abigael_. Talen er ikke om mig, men om Eder. Jeg har hort af Bodil, at
I har faaet et godt og haederligt Tilbud, som kan laegge Grunden til Eders
Lykke....

_Ambrosius_. Til _min_ Lykke!

_Abigael_. Ja, og til AEre og Anseelse for Jer i Fremtiden. Det Tilbud
maa I tage imod og reise herfra strax ... endnu iaften. Jeg skal afgjore
Alt med min Fader. Naa, hvorfor svarer I ikke?

_Ambrosius_. Reise ... det nytter Intet, naadige Froken!

_Abigael_. Hvorfor ikke?

_Ambrosius_. Det er for seent ... og det er ogsaa for silde.

_Abigael._ For seent og for silde ... hvad mener I?

_Ambrosius_. Det er for seent, thi jeg har alt forkastet det Tilbud, og
det gjores mig ikke laenger. Og det er for silde, for ...

_Abigael_. Nu?

_Ambrosius_. For om jeg saa reiste tusinde Mile herfra, saa kunde jeg
dog ikke glemme Jer mere.

_Abigael_ #(efter et kort Ophold).# Det behover I jo ikke heller.

_Ambrosius_. Hvorfor vil I da have, jeg skal reise?

_Abigael_. Fordi jeg vil Eder vel.

_Ambrosius_. Vil I mig vel, saa lad mig blive, hvor I er. Jeg forlanger
jo ikke Andet end at see Jer og drage min Aande i Eders Naerhed. Det har
jo ethvert Kreatur paa Marken Lov til; er jeg da ringere i Eders Tanker,
end den Hest, I rider, og den Hund, I jager med?

_Abigael_ #(med mild Bestemthed.)# I maa ikke tale saaledes til mig,
Ambrosius! I glemmer, hvem I er og hvem _jeg_ er. I er min Faders
Skriver, og jeg er hans Datter.

_Ambrosius_. Var I ikke ogsaa det, da jeg kom hid? Og dog har I vaeret
mild og v