t dog billigst, naar hun skulde kobe. Det skyldte de hende vel,
idetmindste.

-Ja, ja, sagde Christen Nielsens Kone:

-Saa skal 'et vel vaer': og hun rejste sig fra Sengen.

-Ja, det maa det vel, sagde Schroder og lagde Vintergaekkene paa
Sengekanten. Dem tog Ida, hvem Moderen gav Vanter paa, og holdt dem
krampagtigt, mens de tre andre blev staaende stille og saa hen paa Lyset
i Flasken.

De horte Vognen rulle op for Doren, og Sofie kom ind, bunden til, saa
man bare saa hendes Naese. Hun tog Lyset, og de gik alle ind gennem
Stuerne. Fru Brandt havde slaaet sit store Slor ned for Ansigtet. Men
Ida gik med de tolv Vintergaekke i Vanten.

Ude i Gaarden stod Lars ved Hestene. Baesterne var de gamle. Men Vognen,
det var Godsherrens Jagtvogn, for Brandts Kaleche var "gaaet
underhaands".

Fru Brandt kommanderede, bag sit sorte Slor.

-Jeg kommer straks, sagde Schroder og lob over mod Hovedbygningen.

Der var mange Saekke og Krukker, der skulde staa lige, og Fru Brandt blev
ved at kommandere, bag sit Slor. Forvalteren kom til, og de hjalp alle
til, mens ingen talte uden Fru Brandt, og Ida kom op i Vognen og saa
Fruen.

Schroder kom lobende tilbage. Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til
Tut; det var Huset, som Froken Rosenfeld havde tegnet i Sommer. Og Tut
skulde ha'e det til et Minde, sagde hun og stak det op i Vognen, mens
hun graed.

Saa var Sofie oppe og Lars sagde langsomt:

-Har Fruen mon mere?

Der var ikke mer. Ida sad saa saert lillebitte, ved Siden af sin brede
Moder, og Schroder blev ved at graede.

Saa korte de.

De andre blev staaende paa Trappetrinnet og saa efter dem; nu var Vognen
vaek.

Uden at sige noget gik de ind, og Schroder tog Lyset, der stod og
flakkede i Gangvinduet, og holdt det op i Doren, ind mod de nogne og ode
Stuer. Saa taendte Forvalteren en Lygte, og Schroder slukkede Lyset
mellem sine to Fingre.

-Det er ligegodt smerteligen, sagde Forvalteren.

De traadte ud og laasede Gangdoren. De gik bort.

-Det er ikke saa lig' til, sagde Christen Nielsens Kone, naar
Forsorgeren falder fra.

Og saa skiltes de....

--Barndomsaarene i Horsens kom. Og saa det forste, lyse Ungdomsaar og
siden de lange Sygdomstider, de lange Dage:

Huset var ved at vaagne.

Sofie Pige begyndte at rumstere ude ved Skorstenen. Ida horte det, halvt
i Sovne, og helt mekanisk satte hun de bare Fadder ud paa det strikkede
Taeppe foran sin Seng.

Nu maatte hun op. Hans Christensen var der med Maelk